Biografanmeldelse
02. okt. 2018
Aurore – 50 somre
Aurore (Agnès Jaoui) forsøger at overvinde de mange besværligheder, der opstår, når man er en 50-årig kvinde i overgangsalderen. Foto | Pierre Milon

Aurore – 50 somre

Fransk komediedrama om en kvinde, der kæmper med overgangsalderens plager, er charmerende og livsbekræftende.

Af Patricia Smollerup

Hedeture, humørsvingninger og oppustethed.

I Blandine Lenoirs franske komediedrama Aurore – 50 somre følger vi den midaldrende kvinde Aurore, som er frustreret over tilværelsen. Hun er blevet skilt, arbejder på en café med en forfærdelig chef, der konstant kalder hende det forkerte navn, og så skal hun være mormor, hvilket hun mener, er alt for tidligt.

Og som om det ikke er nok, er hun også nået overgangsalderen.

Livet føles på tilbagegang, og som Aurores læge fortæller hende, så må man bare acceptere, at alt går stødt ned ad bakke efter 30-års-alderen.

Men en dag støder Aurore tilfældigt ind i sit livs første kærlighed Totoche, som hun ikke har set i 25 år. Det tænder en gnist hos Aurore, men livet har ført dem i forskellige retninger. Er det for sent at genoptage kærligheden?

Aurore – 50 somre er en hjertevarm historie, som tager fat i den interessante tematik om at ældes. Hvordan er det som kvinde at blive ældre, og hvordan bliver man forsonet med sin alder?

Det er i sig selv forfriskende med en film, som fokuserer på overgangsalderen og de besværligheder, som følger med. Og overgangsalderen vises uden overdrivelse med små detaljer som trøjen, der straks må smides under en hedetur. Eller den pludseligt overrumplende tristhed, der får Aurore til at fælde et par tårer midt under et ellers hyggeligt middagsselskab.

Morsomme scener får let én til trække på smilebåndet. Aurores veninde, som er mere rapkæftet og fremme i skoene, går hen til en tilfældig mand med en meget yngre kæreste. For at skabe splid udgiver hun sig for at være hans vrede hustru, der netop har opdaget hans utroskab, og kaster med stor dramatik sin fingerring efter den chokerede herre.

Filmen har en række finurlige detaljer. Personalet på restauranten, hvor Totoche og Aurore har middag, bryder ud i operasang, så de næsten ikke kan føre en samtale. Og Aurore bliver i forskellige sammenhænge ved med at præsentere sit særlige talent: At hun kan nævne antallet af bogstaver i ethvert ord.

Agnès Jaoui gør et godt arbejde som Aurore, der er tilbageholden og skeptisk. Men samtidig udstråler hun en omsorg for sine døtre og en spinkel håbefuldhed, som bliver tændt i mødet med Totoche.

Agnès Jaoui udstråler en charmerede akavethed, når Aurore halvdesperat vifter med armene for at få de automatiske glasdøre til at åbne sig, eller når hun ikke kan få sin telefon væk fra medhør.

Men samtidig viser hun også en inderlighed, som kommer til udtryk, når Aurore bryder sammen i sit tomme hus, efter den yngste datter er flyttet hjemmefra.

Filmen kommer lidt tungt fra start, hvor der hoppes meget i handlingen, og flere scener føles så korte og fragmentariske, at man kan have svært ved at indleve sig.

Men filmen arbejder sig flot op, og Aurore – 50 somre er et charmerende bekendtskab, som varmt kan anbefales.

Titel:
Aurore – 50 somre

Originaltitel:
Aurore

Land:
Frankrig

År:
2017

Instruktør:
Blandine Lenoir

Manuskript:
Blandine Lenoir, Jean-Luc Gaget

Medvirkende:
Agnès Jaoui, Thibault de Montalembert, Pascale Arbillot, Sarah Suco, Lou Roy-Lecollinet

Spilletid:
89 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
4. oktober

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. maj 2022
How I Met Your Father

How I Met Your Father

Serieanmeldelse
19. apr. 2022
The Dropout

The Dropout

Nyhed
18. dec. 2025
Ekko bringer de sidste julegaver ud

Ekko bringer de sidste julegaver ud

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Goodbye June
Streaminganmeldelse
20. dec. 2025

Goodbye June

Gaucho Gaucho
Biografanmeldelse
18. dec. 2025

Gaucho Gaucho

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

Mest læste

Manden bag Anden
Interview
14. maj 2009

Manden bag Anden

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten