At åbne rum

At åbne rum er et originalt forsøg på at gribe filmundervisning for unge an på anden vis end den gængse. Den er derfor også forfriskende ulig den typiske lærebog i filmundervisning.

Med en insisterende vedholdenhed holder antologibogens forfattere fast i, at undervisningen i filmproduktion skal være kunstnerisk funderet og intuitiv frem for produktorienteret og teoretisk. 

Bag bogen står ungdomsfilmskolen Station Next, der gennem forskellige projekter har udviklet en mere kunstnerisk filmdidaktik.

I en række essays beskriver antologiens forfattere konkrete undervisningsforløb og reflekterer samtidig over rollen som underviser i filmproduktion. Nogle af bogens forfattere har lærerbaggrund, mens andre er instruktører og fotografer. Fælles for dem er imidlertid, at de har konkret erfaring med mødet mellem undervisning og kreativ filmproduktion. 

At åbne rum henvender sig klart mest til læsere, der i forvejen har at gøre med filmundervisning for unge. Det betyder, at bogen primært er interessant for en snæver læserskare, men som gymnasielærer kan jeg bekræfte, at bogen er særdeles inspirerende og innovativ læsning for målgruppen. 

Konkret indeholder flere af kapitlerne velbeskrevne undervisnings-aktiviteter, som man nemt kan overføre til egen undervisning i grundskolen, gymnasiet eller på højere niveauer. Fokus er skiftevis på den unge filmskabers personlige udvikling, filmproduktionen som et fællesskab og endelig på filmsproget og fortællingen.

I bogens indledning argumenterer Ulrik Krapper, Thomas Nygaard og Torben Larsen for en relevant pointe. Mens professionelle filmskabere typisk tager udgangspunkt i kunstneriske skabelsesprocesser, baserer unges filmundervisning sig i stedet på det teoretiske og analytiske, som så efterfølgende skal omsættes til filmskabelse. 

Den tilgang vil bogen gerne ruske op i, og det løber som en rød tråd igennem alle bogens essays, at det personlige, oplevelsen, intuitionen og den mere kunstneriske tilgang skal drive filmundervisning for unge. 

Det betyder også, at kapitlerne genremæssigt lægger sig et sted mellem det akademiske og det personlige essay. Nogle af forfatterne trækker på etableret pædagogisk teori, men alle kapitlerne er subjektive og reflekterende.

Ikke alle bogens tekster er selvsagt lige spændende, ligesom nogle passager undervejs bliver for ukonkrete og flyvske. Bogen er for eksempel rig på formuleringer som ”jeg oplever, at …” og ”vores oplevelse er …”, men det er nok et vilkår, når emnet netop er sansninger, intuition og kunstneriske fornemmelser.

Særligt interessant og inspirerende er dokumentaristen og fotografen Adda Ellings kapitel Samleren i Ørstedsparken. Hun foreslår et konkret forløb, der skærper elevernes sanser og tanker, når de optager i et bestemt miljø. Det lystfulde er den røde tråd.

Som en ekstra relevant pointe foreslår Elling, at rigide arbejdsgange fra den professionelle branche gerne må vendes på hovedet. Hvorfor ikke optage materiale, før man idéudvikler sin fortælling?

Også instruktør og forfatter Sebastian Cordes’ favntag og opgør med den lineære og plotdrevne dramaturgi er nytænkende. Gennem konkrete undervisningsøvelser stiller Cordes spørgsmålet: Hvordan kan man i fællesskab arbejde med en mindre konfliktdrevet og mere cirkulær dramaturgi? Hvilke idéer og fortællinger afviser vi som filmundervisere, fordi de ikke passer ind i en klassisk Hollywood-dramaturgi? 

At åbne rum er kort sagt gavmild og begejstret formidling af erfaringer og refleksioner, som nok sætter tanker i gang hos de fleste filmundervisere. Og hvis man ikke tager bogens konkrete forslag direkte med ud i klasselokalet, vil bogen om ikke andet give anledning til tanker om, hvorfor og hvordan man mere kunstnerisk underviser unge i filmproduktion.