Aretha Franklin – Amazing Grace

At være vidne til koncertfilmen Aretha Franklin – Amazing Grace er en religiøs oplevelse.

Ikke i kristen forstand, men som en oplevelse af realiseret mystik. Det, man ikke kan sige direkte i sproget, kan man sige indirekte gennem kunst og mytologi.

Filmen er nærmest det endegyldige bevis på, hvilken kraft musik er, og hvordan den i al sin mægtighed kan bevæge mennesket.

47 år har den været undervejs. Optaget i januar 1972 over to aftener i New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles, da Aretha Franklin – som kun 29-årig – var på højden af sin karriere, og hendes stemme kulminerede. Hun blev bakket op af Southern California Community Choir, tre af sine faste musikere og et par stykker fra kirkens eget band.

Filmen blev til på bestilling fra pladeselskabet, som i billeder ville have dokumenteret indspilningen af det, der skulle blive til dobbelt-lp’en Amazing Grace. Pladen udkom allerede i sommeren 1972 og er formentlig det 20. århundredes mest intense live-indspilning.

Men Franklin ville have uhyrlige summer for at medvirke i filmen, så det store antal filmruller nåede end ikke frem til klippebordet. I årtier lå de i tilfældige stabler på en hylde og samlede støv. Indtil produceren Alan Elliott opdagede, at indspilningen af den dobbelt-lp, han forgudede, fandtes bevaret på film.

Optagelserne var ledet af ingen ringere end mesterinstruktøren Sydney Pollack – året før han brød igennem med Vore bedste år. Men der var ikke noteret noget videre brugbart på de endeløse ruller.

Desuden havde filmholdet i skyndingen glemt at bruge et klaptræ, så lyd og billede var ude af sync. Det var derfor noget af et sisyfosarbejde for Elliott at få det hele klippet sammen til en film. Det lykkedes kun takket være nutidig teknik.

Franklin fik i 2015 filmen tilsendt og var tilfreds, men hun bremsede den alligevel. Først efter hendes død i 2018 lykkedes det Elliott at få koncertfilmen ud med arvingernes tilladelse. Det kostede ham en stor pose grønne dollars.

For fans af Franklin og genren er begivenheden at sidestille med fundet af dødehavsrullerne, der var gemt af vejen i nattemørke grotter. Nu kan lyden suppleres med autentiske filmoptagelser af Aretha Franklin og de andre musikeres kraftpræstation.

For første gang kan vi se glimt af forberedelserne i timerne inden menigheden indfinder sig sammen med et par udenforstående nysgerrige, heriblandt Mick Jagger og Charlie Watts fra The Rolling Stones!

Vi er backstage, hvor koret klæder om, og Pollack går rundt og taler med sit filmhold. Og så kommer koret med vuggende skridt og syngende ind i kirkerummet, hvorefter titanen Aretha Franklin entrerer, draperet i et snehvidt, pailletbesat 70’er-gevandt og kronet af en stor afrofrisure.

Franklin lægger ud med Marvin Gayes Wholy Holy, som hun løfter endnu højere op. Vi ser, hvordan kirkens præst styrer hele seancen. Det er som én stor organisme i brusende bevægelse. Pollack og hans hold farer rundt med håndholdte kameraer, tilsyneladende uden den mindste retning, men kaos forstærker kun musikkens energi.

Aretha Franklin – Amazing Grace er en kirke fuld af mennesker, hvis ånd indfanges af Aretha Franklin, der efter adskillige år i den verdslige R&B- og soulmusik er tilbage til, hvor det hele begyndte: gospelmusikken.

Den akse, filmen drejer om, er håbet. Det håb, vi aldrig må miste. Som i Mary Don’t You Weep, en spiritual fra slaveæraen, bygget op omkring en desperat bøn om, at Jesus kan vække Lazarus til live fra de døde.

Efter 90 minutters storm af lidenskab føler du, at livet – trods klimakrise, mellemøstlige borgerkrige og en orangefarvet profet – er værd at leve.

Filmen giver håbet tilbage. Til dig selv, din næste og verden. Hallelujah!