Arcade Fire: The Reflektor Tapes

Det seneste år har budt på fortrinlige, originale musikdokumentarer i danske biografer.

Nick Cave: 20.000 dage på jorden er en hittepåsom mytomani-fortælling om den australske mørkemand, Kurt Cobain: Montage of Heck skriver en detaljerig, intim nekrolog over Nirvana-frontmanden, og Amy fører os gennem svigt og arkivklip frem til Winehouses alt for tidlige død, så det giver våde øjne.

Nu lander der så en ny, ukonventionel musikfilm.

Arcade Fire: The Reflektor Tapes er en kalejdoskopisk mikstur af album-tilblivelse-dokumentar, koncertfilm og overrumplende indklip fra haitiansk maskebal. Sammenkoget fungerer, fordi instruktør Kahlil Joseph med stort overblik formår at binde brudstykkerne sammen til en rytmisk enhed.

Det farverige karneval i Jacmel vises i sort-hvid. Det skinner alligevel, når olieindsmurte haitianere danser som besatte. Klip. På scenen er Arcade Fire iført spraglede kostumer, og forsanger Win Butler har malet sig sort om øjnene. Rundt om bandet er dansere klædt ud som dødninge.

Også i musikken er det tydeligt at fornemme den caribiske inspiration.

Arcade Fire: The Reflektor Tapes er ikke en film, der tager publikum i hånden. Den springer konstant mellem undfangelsen af bandets barokke Reflektor-album (2013) i et palæ i Jamaica, hvor statuer og malerier har fået pink tape over øjnene, og fremførelsen af pladen på helt små klubber samt enorme stadionkoncerter i Los Angeles og London.

Dokumentaren giver ingen introduktion til det amerikansk-canadiske band. Den tager for givet, at man kender til bandkonstellationen. Forsanger Win Butler er gift med multiinstrumentalist og sanger Régine Chassagne, mens hans lillebror Will også er en del af besætningen.

I en scene danser Will ustyrligt rundt med en tromme, som han tæver på. Til sidst får han slået hul, og han stikker prompte hovedet gennem.

Arcade Fire er et kollektiv af optimistiske, energiske melankolikere. Deres sange har fra debutpladen Funeral (2004) handlet om død, længsel og isolation. Der er dog altid et højstemt og højtråbende håb hos bandet om, at der er en mulighed for at tage kampen op.

Mens Reflektor-pladen rytmisk er inspireret af haitiansk rara (Régine har rødder i landet) og producer James Murphys elektroniske, dansable rock, så har tekstuniverset referencer fra en 169 år gammel tekst fra Danmark.

Sangskriver Win forklarer i filmen, hvordan Søren Kierkegaards tanker om en refleksionens tidsalder har præget albummet. Filosoffen mente i 1846, at samfundet havde bevæget sig ind i en grundlæggende passionsløs periode, hvor pludselig begejstring hurtigt gled tilbage i bastant indolens. Aviser og mennesker løb som hunde rundt og jagtede noget interessant, men endte blot med at reflektere ligegyldigheder.

Det lyder jo profetisk, når man tænker på Facebook-kulturen i dag, og Win Butler synger om manglen på autenticitet i albummets titelnummer:

”The signals we send / are deflected again / We’re so connected / but are we even friends? / We fell in love when I was nineteen / and now we’re staring at a screen”

Den konkrete virkelighed tappes, hvis man kun lever i små skærmes skinverden. Men Arcade Fire er et protestband, der står udenfor og brokker sig. De kaster sig ind i det, de kritiserer.

Instruktør Kahlil Joseph – der har lavet videoer for FKA Twigs, Flying Lotus og Kendrick Lamar – splitter lærredet op i mange små skærme, hvor intensitetsniveauet er vidt forskelligt. Andre gange skyder en stor skærm i forgrunden, mens resten af lærredet fremstår som en levende ramme. Det ligner, at Joseph finurligt leger med computervinduer.

Da Reflektor skulle lanceres, skete det på Youtube med numrene som underlægning til Marcel Camus’ Black Orpheus. Dokumentaren viser, hvordan bandet for en aften skifter navn, da pladen skal præsenteres live. Nu hedder de ”The Reflektors”, og de ankommer blandt begejstrede fans formummede bag gigantiske papmachéhoveder.

Arcade Fire: The Reflektor Tapes er en montagefilm, der med glimmer og indskudte citater giver et kraftfuldt og frapperende portræt af et samfundsrevsende band, der har en karnivalistisk fest, mens de leverer et budskab.