Antlers

Gyseren Antlers skildrer ligesom indie-perlen Winter’s Bone det forsømte USA, som Bruce Springsteen hele karrieren har sunget om.

Oregons enorme skove med tåge, der siver forbi bjergene, danner ramme om en by på røven. En flække med et aflagt savværk, faldefærdige huse og en lang kø foran borgerservice.

Her er det svært at finde arbejde, og det er svært at finde glæde.

Keri Russell spiller Julia med en hærget værdighed. Hun er en skolelærer, der efter tyve år flytter tilbage til sin hjemstavn og forsøger at hjælpe en forsømt elev.

Drengen Lucas har huller i tøjet og tegner uhyggelige skitser af blodige væsner. Efter skole samler han ådsler i skoven til sin far og bror, der viser sig at være låst inde på loftet. De er begge godt sultne og besat af noget ondt.

Instruktøren Scott Cooper har før lavet film om forfalden americana. Crazy Heart med Jeff Bridges i rollen som drikfældig og afdanket countrymusiker indbragte skuespilleren en Oscar.

Også i Antlers er druk et udtryk for desperation. Whiskyflaskerne nærmest smiler til Julia, når hun handler ind.

Hun flytter ind hos sin bror i deres barndomshjem, som er en ren ptsd-katalysator. I små, nøje doserede flashbacks ses deres afdøde far gribe om Julias hals, ligge nøgen og klynkende på en seng eller spærre hende inde i kælderen.

Brormand Paul (en øm Jesse Plemons) er byens lokale sherif, som kommer på prøve, da maltrakterede lig dukker op i skovene. Ligene har mærker fra et menneskes tandsæt. Paul har ellers travlt med at smide fattige familier ud af deres hjem, så der var ikke rift om netop hans job, der nu for alvor bliver besværligt.

Den bastante betjent går til værks med et suk, mens Julia forfølger vanrøgtede Lucas.

Det står klart for hende og publikum, at han er nøglen til mysteriet. Julia prøver at få ham til at tale om sin fars mishandling. Hun tror, at de deler traume. Hun ved ikke, at Lucas’ far er ved at forvandle sig til en stor buk oppe på loftet!

Filmens skildring af det overnaturlige er svær at købe.

En ond ånd har besat faren i hans laboratorium, hvor han producerer metamfetamin. Faktisk forvandles han ikke til en buk, men et mytisk væsen med glubende appetit for menneskekød – en såkaldt wendigo.

Med flot filmisk håndværk formår Antlers alligevel at skabe en dragende atmosfære.

Evig efterårsregn siler over den modløse flække, mens vinden drysser den til med nedfaldne blade. Med sparsomt brug af lyskilder til uhygge og glidende kamerabevægelser fra fodhøjde skabes der tempo i fortællingen, som omhyggeligt opbygges i filmens første halvdel.

Som i en god gyser fra 70’erne lærer vi personerne og stemningen at kende, før handlingen tager fart.

Og det gør den i anden halvdel, hvor forskellige bifigurer må lade livet til den mystiske skabning, der er computeranimeret.

Farens forandring kan ses som en allegori for stofmisbrug. Han går gennem svedeture og aggressioner, mens drengen passer på ham, selv om han bliver et monster.

Der rumsterer i filmen en samfundskritik, samtidig med at dramaet byder på en hård erkendelse af, at nogle mennesker ikke kan reddes, uanset hvor meget man gør for dem, fordi de ikke kan forandre sig.

Man frygter mod slut, at Julias incestuøse barndomstraumer skal kobles sammen med Lucas’ historie. Men filmskaberne undgår en ligetil sammenfletning og bibeholder mystikken.

Alligevel går den knugende stemning fløjten til sidst, hvor der skal kæmpes med nødblus og spiddes hjerter.

For det virkelig skræmmende i Antlers er ikke bæstets gevir og skarpe tænder, der skal pirre vores urinstinkt. Det er selve erkendelsen af, at armod ødelægger personlige relationer.