Antigone, How Dare We!

Antigone, How Dare We! er instruktøren Jani Severs filmiske udgave af et humanistisk, kritisk essay.

Dokumentarfilmen er baseret løseligt på idéerne i den slovenske filosof, sociolog og psykoanalytiker Slavoj Žižeks Antigone. I bogen udfolder filosoffen en analyse af nutidens politiske konflikter ved at tage udgangspunkt i den græske tragedie Antigone, som er en del af Sofokles’ såkaldte Thebe-trilogi.

Historien er lettere forvirrende.

Men den helt korte version er, at Kong Ødipus’ tre børn efter Ødipus’ død kommer i konflikt med Kong Kreon.

Da begge hans sønner er døde i et forsøg på at angribe Kreon, vil Ødipus’ datter Antigone begrave sin bror Polyneikes, som angreb Kreon. Kongen modsætter sig og forbyder dermed Antigone at hjælpe sin bror til dødsriget Hades gennem den nødvendige rituelle begravelse.

Antigone tager derefter sit eget liv.

Kogt helt ind til benet handler historien om, at Kreon repræsenterer det etablerede samfund på Jorden. Antigone er derimod en revolutionær heltinde, der vil omgå de jordiske herskeres selvopfundne love for at gennemtvinge en gammel, guddommelig orden.

Žižeks idé er interessant.

Som han siger i starten, er 1800-tallet et Ødipus-århundrede: Skal man hade eller elske sine forældre? 1900-tallet er Antigones århundrede. Skal den verdslige orden herske, eller er der en dybere orden – for eksempel menneskerettigheder – som altid vejer tungere endlokale tyraner?

I filmen krydsklippes der mellem bidder af nyheder, taler i EU-parlamentet, oprørsscener, revolutionær tumult, likvideringer af politiske modstandere og så den fascinerende tænker, der kun bliver mere interessant at se på med alderen.

Žižek har altid virket skrubforvirret og top-excentrisk, som vi så i filmen The Pervert’s Guide to Cinema, udgivet på Ekko-dvd #8. Men nu er han tilsyneladende også blevet helt fysisk lammet i den ene side af ansigtet.

I sin studentikose t-shirt med påtrykt tekst – ”I PREFER NOT TO” – sidder han i et studie og fabulerer. Han er lettere manisk, men virker faktisk mere klar og rolig end tidligere. Heldigvis får neuroserne stadig frit løb.

Så når en af verdens førende kulturkritikere slikker sig tvangspræget om munden og konstant tørrer sine øjne på skift, mens han igen og igen berører sit ansigt rytmisk med hænderne, læsper han sig igennem sine analyser på et knudret engelsk præget af østeuropæisk accent.

En analyse, som på en eller anden mærkelig måde bliver endnu skarpere, når den står i kontrast til det veritable freakshow, den leveres i.

Analysen er som altid med Žižek ekstremt direkte og samtidig højtflyvende. Det handler egentlig ikke om konkrete landes ledere eller om bestemte politiske ideologier over for andre, men mere om hele magtens måde at ordne sig på.

Det er helt abstrakt geopolitik på et metahistorisk niveau.

For er nutidens revolutionære fra alle sider af det politiske spektrum – i skikkelse af Greta Thunberg, militante veganere, feministiske aktivister, flygtningevenner, Mussolini, Hitler, Farage, Orban og nynazister – dem, der kæmper for friheden?

Eller er det i virkeligheden EU og andre store, demokratiske systemer, der indtager Antigones rolle – og vil indføre en guddommelig orden?

Filmen er allerbedst, når Žižek laver oneliners. Som da han pludselig siger: ”Marxisme – kan man forestille sig noget mere europæisk end dét?”

Samtidig rummer filmen en centraleuropæisk tristesse i de indklippede scener, hvor skuespillere genopfører Antigone på slovensk i en ghetto.

Men dokumentaren er i det hele taget vigtig, fordi den tilbyder en ægte refleksion. Et forsøg på at tænke over samfundets helt generelle udvikling.

I en tid med covid19-paranoia, dobbeltstraf for opsætsighed mod Statsministeriet og oprørere i sort tøj og feministiske aktivister uden hæmninger er det mildt sagt tiltrængt.

Filmen står aldrig fuldkommen krystalklar i hverken sin tænkning eller sin eksekvering. Men som tankevækkende, akut essay – med en hel del provokerende indspark – fungerer den faktisk udmærket.