Andre folks penge

Hvis man kunne indløse den samme pantbon flere gange, hvor mange ville så lade sig friste til at snyde supermarkedet? 

Det tankeeksperiment giver os udbyttesagen kort fortalt i første afsnit af den tysk-danske serie Andre folks penge, som torsdag holdt verdenspremiere på Berlinalen med en visning af de første fire af otte afsnit. 

Med forbehold for fiktive gendigtninger opruller serien den himmelråbende skatteskandale, hvor luskede finansmænd snød europæiske statskasser for svimlende milliardbeløb med proforma-ansøgninger om dobbelt refusion af udbytteskat. 

Serien starter i Abu Dhabi, hvor forretningsmanden Sanjay Shah – nå nej, Syed Akram (Waj Ali), som han hedder i serien – beundrer sine topdyre sportsvogne så meget, at han klæder sig af og knepper kølerhjelmen på den flotteste. 

Så grotesk skal den skæres, hvis man rigtigt skal forstå omfanget af det svindelnummer, serien handler om. Udbyttesagen lænsede den danske statskasse for omkring 12,7 milliarder kroner, mens den tyske blev snøret for – hold nu fast – 268 milliarder. 

Det er en folkeoplysende svindlerfortælling fortalt i samme kække tempo og ironiserende tone som Adam McKays finanskrisedrama The Big Short og med et stænk mappedyrssatire a la Succession. Hvert afsnit indledes med teksten: ”Baseret på en virkelig historie – desværre.” 

Serien starter i tiden før finanskrisen, hvor den entreprenante finanskonsulent Dr. Hausner (Justus von Dohnányi) pitcher de såkaldte cumex-handler som en udspekuleret, bundsikker investeringsfinte. 

Skatteret er ikke moralret, forsikrer han hoverende sine investorer. Da lovens ord kun gælder rent bogstaveligt, kan alt, hvad de laver, tolkes som fuldkommen lovligt. 

I Tyskland er der fart over feltet, når Hausner og hans protegé, den sultne unge Lebert (Nils Strunk), flyver fra Frankfurt am Main til Hamborg, Berlin og London for at sikre kapital til deres fusk med pantboner, mens de selvfølgelig selv skummer fløden. 

Alle går ind i snyderiet med åbne øjne. 

”Hvis nogen har ondt over, at der takket være os bliver bygget færre børnehaver, kan de forlade lokalet,” som Hausner siger til et møde. 

Et dyrt jakkesæt og et fast håndtryk åbner mange døre, men seriens forfatter Jan Schomburg skaber megen komik ved skadefro at hænge svindlerparret ud. 

Hausner og Lebert veksler det sociale bedrageri til smålige fornøjelser som luksusarmbåndsure, smarte biler og en privat bilvask, som Hausner anlægger, så han ikke behøver holde i kø ved den offentlige. 

”Hvis du gør det der igen, pander jeg dig én,” lyder det kosteligt fra en principfast plebejer, da Hausner forsøger at bestikke sig til en forlomme. ”Der kommer intet klassesystem på min vagt!” 

Serien er opdelt sådan, at den tyske del er instrueret af kapable Dustin Loose, mens Kaspar Munk dygtigt styrer det ulmende drama i Danmark. 

David Dencik og Karen-Lise Mynster er historiens moralske anker som et par frustrerede SKAT-medarbejdere, der forgæves råber vagt i gevær. 

Deres chef Per (Lars Brygmann) slæber med fødderne og konsulenten Caroline (Helle Fagralid) effektiviserer alle sikkerhedsforanstaltninger bort under parolen: ”Vi kan præstere det dobbelt med halvt så mange medarbejdere!” 

Man tager sig ofte til hovedet. 

Andre folks penge er en forstemmende genfortælling af Europa-historiens største skatteskandale, hvor publikums sympati er tydeligt fordelt mellem skurke og helte. Dramaproduktionen har et højt internationalt og let anonymt format. 

Manuskriptet bærer serien uden de store dikkedarer. Og det har en velsignet sans for pædagogisk at forenkle finanslingoen, så også almindelige mennesker uden schweizisk bankkonto kan følge med. 

Som så ofte i ensembleserier kan det til tider føles, som om fremdriften fordeles på for mange karakterer. Men man er i godt selskab undervejs og bliver behørigt forarget, underholdt og orienteret gennem de første fire afsnit. 

Jeg er spændt på at se, om de sidste fire bringer historien sikkert hjem, når serien får dansk premiere om et par måneder.