Serieanmeldelse
23. feb. 2025
Andre folks penge

Karen-Lise Mynster og David Dencik er historiens moralske anker som et par frustrerede SKAT-medarbejdere, mens tyske Nils Strunk som unge Lebert (tv.) er i gang med at flænse statskassen.

Foto | Kim Bredahl

Andre folks penge

Tysk-dansk finanskrimi-serie med Karen-Lise Mynster og David Dencik opruller Europa-historiens største skatteskandale, så alle kan følge med og blive behørigt forarget og underholdt.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Hvis man kunne indløse den samme pantbon flere gange, hvor mange ville så lade sig friste til at snyde supermarkedet? 

Det tankeeksperiment giver os udbyttesagen kort fortalt i første afsnit af den tysk-danske serie Andre folks penge, som torsdag holdt verdenspremiere på Berlinalen med en visning af de første fire af otte afsnit. 

Med forbehold for fiktive gendigtninger opruller serien den himmelråbende skatteskandale, hvor luskede finansmænd snød europæiske statskasser for svimlende milliardbeløb med proforma-ansøgninger om dobbelt refusion af udbytteskat. 

Serien starter i Abu Dhabi, hvor forretningsmanden Sanjay Shah – nå nej, Syed Akram (Waj Ali), som han hedder i serien – beundrer sine topdyre sportsvogne så meget, at han klæder sig af og knepper kølerhjelmen på den flotteste. 

Så grotesk skal den skæres, hvis man rigtigt skal forstå omfanget af det svindelnummer, serien handler om. Udbyttesagen lænsede den danske statskasse for omkring 12,7 milliarder kroner, mens den tyske blev snøret for – hold nu fast – 268 milliarder. 

Det er en folkeoplysende svindlerfortælling fortalt i samme kække tempo og ironiserende tone som Adam McKays finanskrisedrama The Big Short og med et stænk mappedyrssatire a la Succession. Hvert afsnit indledes med teksten: ”Baseret på en virkelig historie – desværre.” 

Serien starter i tiden før finanskrisen, hvor den entreprenante finanskonsulent Dr. Hausner (Justus von Dohnányi) pitcher de såkaldte cumex-handler som en udspekuleret, bundsikker investeringsfinte. 

Skatteret er ikke moralret, forsikrer han hoverende sine investorer. Da lovens ord kun gælder rent bogstaveligt, kan alt, hvad de laver, tolkes som fuldkommen lovligt. 

I Tyskland er der fart over feltet, når Hausner og hans protegé, den sultne unge Lebert (Nils Strunk), flyver fra Frankfurt am Main til Hamborg, Berlin og London for at sikre kapital til deres fusk med pantboner, mens de selvfølgelig selv skummer fløden. 

Alle går ind i snyderiet med åbne øjne. 

”Hvis nogen har ondt over, at der takket være os bliver bygget færre børnehaver, kan de forlade lokalet,” som Hausner siger til et møde. 

Et dyrt jakkesæt og et fast håndtryk åbner mange døre, men seriens forfatter Jan Schomburg skaber megen komik ved skadefro at hænge svindlerparret ud. 

Hausner og Lebert veksler det sociale bedrageri til smålige fornøjelser som luksusarmbåndsure, smarte biler og en privat bilvask, som Hausner anlægger, så han ikke behøver holde i kø ved den offentlige. 

”Hvis du gør det der igen, pander jeg dig én,” lyder det kosteligt fra en principfast plebejer, da Hausner forsøger at bestikke sig til en forlomme. ”Der kommer intet klassesystem på min vagt!” 

Serien er opdelt sådan, at den tyske del er instrueret af kapable Dustin Loose, mens Kaspar Munk dygtigt styrer det ulmende drama i Danmark. 

David Dencik og Karen-Lise Mynster er historiens moralske anker som et par frustrerede SKAT-medarbejdere, der forgæves råber vagt i gevær. 

Deres chef Per (Lars Brygmann) slæber med fødderne og konsulenten Caroline (Helle Fagralid) effektiviserer alle sikkerhedsforanstaltninger bort under parolen: ”Vi kan præstere det dobbelt med halvt så mange medarbejdere!” 

Man tager sig ofte til hovedet. 

Andre folks penge er en forstemmende genfortælling af Europa-historiens største skatteskandale, hvor publikums sympati er tydeligt fordelt mellem skurke og helte. Dramaproduktionen har et højt internationalt og let anonymt format. 

Manuskriptet bærer serien uden de store dikkedarer. Og det har en velsignet sans for pædagogisk at forenkle finanslingoen, så også almindelige mennesker uden schweizisk bankkonto kan følge med. 

Som så ofte i ensembleserier kan det til tider føles, som om fremdriften fordeles på for mange karakterer. Men man er i godt selskab undervejs og bliver behørigt forarget, underholdt og orienteret gennem de første fire afsnit. 

Jeg er spændt på at se, om de sidste fire bringer historien sikkert hjem, når serien får dansk premiere om et par måneder.

Titel:
Andre folks penge

Originaltitel:
Other People's Money

Land:
Tyskland, Danmark

År:
2025

Instruktør:
Dustin Loose, Kaspar Munk

Manuskript:
Jan Schomburg

Medvirkende:
David Dencik, Lars Brygmann, Justus von Dohnányi, Karen-Lise Mynster, Helle Fagralid, Nils Strunk, Bjarne Henriksen

Spilletid:
Otte afsnit af omkring 45 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
20. februar på Berlinalen og 23. maj på DRTV

Relevante artikler

Serieanmeldelse
11. apr. 2025
Generationer

Generationer

Serieanmeldelse
10. mar. 2019
Bedrag – sæson 3

Bedrag – sæson 3

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. dec. 2025
No Other Choice

No Other Choice

Biografanmeldelse
11. nov. 2025
Jay Kelly

Jay Kelly

Biografanmeldelse
19. okt. 2025
Frankenstein

Frankenstein

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten