Amour fou

Denne hyperstiliserede historiske artfilm vil måske blive mest kendt for sin originale scorereplik: ”Vil De gerne dø med mig?”

Opfordringen lægges i munden på den af mange højt ansete tyske dramatiker og novelleforfatter Heinrich von Kleist (1777-1811), der rent faktisk indgik og gjorde alvor af en selvmordspagt med en gift overklassekvinde, Henriette Vogel.

Det lyder af tragik, men Jessica Hausner er ude i et andet ærinde. Hvad dette ærinde egentlig er, kan virke gådefuldt i en film, der med sin ekstreme formalisme bevidst presser de fleste menneskelige følelser ud af sin historie.

Fokus er mere på den fortabte Henriette end på den dødselskende Kleist, som i Christian Friedels klatøjede skikkelse fremtræder som noget nær den fuldendte nar og en komisk figur.

Henriette spilles lidt mere nuanceret, men lige så lidt vindende af Birte Schnöink. Hun påtager sig den underdanige hustrurolle i sit fornuftsægteskab med en rar embedsmand, og da hun fejlagtigt tror, at hun lider af en dødelig sygdom, bliver det lettere for hende at sige ja til Kleists makabre opfordring.

I sidste øjeblik fortryder hun så tilsyneladende alligevel, og det giver hende en større menneskelighed end den snusfornuftige selvmordsdigter med de to medbragte pistoler (hvis nu den første skulle svigte).

Hausner bevæger aldrig sit kamera, men fortæller i tableauer med personer, der ufravigeligt sidder ned eller står stille som talende dukker. Alt i symmetrisk opbyggede kompositioner og i en udsøgt klar farvesætning, der giver interiørernes kolorerede tapeter en fremtrædende rolle og i øvrigt kan minde om visse danske guldaldermalere. I sig selv et fascinerende konsekvent stileksperiment.

Pointerne (ud over at tempoet var et andet dazumal) skal man selv indlæse. Og her er det, jeg må melde pas.