Amerikansk avantgardefilm

I sit nye, store oversigtsværk om den amerikanske avantgardefilms historie citerer Lars Movin en replikudveksling mellem en interviewer og Andy Warhol.

Den fandt sted i 1987 i anledning af en større, retrospektiv museumspræsentation af Warhols film, som på dette tidspunkt havde været ude af cirkulation i femten år. Intervieweren ville vide, om kunstneren ikke var begejstret for den fornyede opmærksomhed.

”Nej!” svarede han. ”Hvorfor ikke?” spurgte journalisten. ”Fordi filmene er bedre, når man taler om dem, end når man ser dem.”

Warhol-citatet er et passende apropos til Amerikansk avantgardefilm – fra surrealisme til poesi og politik. For det første, fordi Lars Movins bog er et eksempel på, at tolkningen af kunsten kan være mindst lige så interessant som kunsten i sig selv. Forfatteren udbreder sig som storyteller om sit emne over næsten 700 sider, let læst og let slentrende, men også med fagmandens suveræne overblik. Bogen er en fornøjelse at læse – langt fornøjeligere end mange af de film, han skriver om.

For det andet er Warhol-citatet vigtigt, fordi det rejser filmkritikkens centrale spørgsmål: Hvad er det hele værd?

I dette tilfælde omfatter problemstillingen avantgardefilmens udvikling over cirka 30 år – fra den surrealistiske filmpoesi af blandt andre Maya Deren i 40’erne over de mere radikale værker af for eksempel Stan Brakhage og Kenneth Anger i 50’erne til og med gennembruddet for 60’ernes legendariske undergrundsfilm i ungdomsoprørets midte, anført af Warhol med mange flere.

Som filmekspert er Movin mere entusiast end revisionist. Bogen rummer intet afsluttende kapitel eller løbende overvejelser om, hvordan det ellevilde, æstetiske og politiske oprør i avantgardefilmene tager sig ud med vor tids briller.

I almindelighed fremstår Movin som den indforståede fortolker, der i al fredsommelighed sympatiserer med datidens revolutions-terminologi om ”kameraet som våben” og filmen som ”modkulturel bevægelse” eller ”guerillakrig”.

Og så alligevel!

Hvad bogen mister i form af en mere overordnet, kulturkritisk perspektivering, vinder den som fortælling. Det ses ikke mindst i Movins mange, fine personportrætter (ofte baseret på egne interviews).

Her kommer tidens dilemmaer og selvmodsigelser til udtryk i kød og blod. I avantgardefilmens utallige strømninger og grupperinger finder forfatteren et ”godstog af stærke viljer”, lutter ”enmandshære” og ”solobevægelser”, som alle på hver sin måde inkarnerer tidens særlige miks af krigerisk korpsånd og vilter individualisme.

I centrum troner bogens ”helt”, organisatoren og filmmageren Jonas Mekas, der som en af bogens utallige, jødiske emigranter og outsidere kompenserer for rodløsheden gennem sit rastløse dagbogsfilmeri.

I omkredsen af miljøets mange hanbavianer finder man de fascinerende homo- og kvindeskæbner, hvor kunst og liv flyder sammen på en både attraktiv og patetisk måde (bøsseklovnen Taylor Mead, Warhol-ofret Edie Sedgwick, groupie-geniet Barbara Rubin).

Heri ligger den største kvalitet i Lars Movins filmhistorie: Det er ved at berette så levende om kulturen omkring værkerne, at han får sagt noget sandt (sågar kritisk) om de amerikanske avantgardefilm.

I det store kapitel om Warhol og hans film-Factory slår det én, i hvor høj grad en kunststrømning som denne udsprang af rent sociale mekanismer: at gøre kunsten interessant ved at gøre sig interessant som person (”Andy Warhols største kunstværk var Andy Warhol”) eller at skabe orgiastisk grænseoverskridende film ved på forhånd at dope og terrorisere de medvirkende amatørskuespillere i en film som The Chelsea Girls.

Håndværksmæssig ”dygtighed” er således det store fyord i Warhols univers (som det den dag i dag er det for hans danske discipel Jørgen Leth). Selve det at gøre det – at affilme Empire State Building i otte timer eller en bøsses ansigtsudtryk under et blowjob – er Warhols svar på spørgsmålet: Hvad er det hele værd?

Af samme grund syntes den store popkunstner, at filmene var bedøvende ligegyldige – som film – når de efterhånden kom på museum.

Her skilles Andy Warhols og Lars Movins veje. I bogens forord citerer forfatteren sit forbillede Jonas Mekas: ”Hvert eneste minut, mens vi taler, bliver film til støv.”

I dette citat er der ikke tale om en undergrundsfilmers vilde fascination af nu’et, men om en filmhistorikers vemodsfulde nutidsbevidsthed. Det er i den ånd, han gør det, Movin – kundskabsrigt og kærligt.