American Assassin

Når din smukke kæreste bliver nedpløkket af terrorister på den strand, hvor du lige har friet til hende på, er der ingen ende på vreden.

Sådan går det for den unge hovedperson i American Assassin Mitch Rapp (Dylan O'Brien), der efter kærestens dødsfald begynder at gå til MMA og skydning for at hævne sig på den terrorgruppe, der dræbte hans et og alt.

Han lærer endda arabisk for at infiltrere deres online-kommunikation og finde frem til deres opholdssted. Og ved at udgive sig for at være brændende islamist kommer han ind i varmen hos den terrorcelle, han vil hævne sig på.

Men inden Mitch kan nå at dele en eneste øretæve ud, bliver lokalet stormet af CIA-agenter, som i et mindre blodbad skyder terroristerne og tager Mitch til fange. Lederen af CIA, Irene Kennedy (Sanaa Lathan), ser muligheder i Mitch’ hævngerrighed og smider ham ud i en skov sammen med krigsveteranen Stan Hurley (Michael Keaton).

Hurley forvandler hurtigt Mitch og en gruppe af andre unge til en hårdtslående enhed. De får til opgave at opklare en sag som indebærer en masse mystiske militære angreb, femten kilo stjålent plutonium og en mystisk lejesoldat ved navn Ghost (Taylor Kitsch).

Der er fart over feltet, og filmen forstår i sandhed at holde pulsen oppe.

Da Mitch i et ømt øjeblik ser ud til at blive kærlig med sin kollega Annika (Shiva Negar), og vi som publikum forventer den obligatoriske pustepause, løber situationen helt løbsk, så mindst en af de to bogstavelig talt er ved at drukne!

Det er den fremdrift, som gør, at filmen får værdi, til trods for at den langt hen ad vejen ligner et spin off til en Mission Impossible- eller Bourne-film – bare mere blod og kedeligere musik.

Specielt en scene, hvor Hurley bliver tortureret, brænder sig fast på nethinden. Også fordi Keaton gør et godt stykke arbejde som den iskolde soldat.

Med den ene arm fastspændt i en skruetvinge og en netop afrevet fingernegl råber han med blod mellem tænderne: ”Jeg er vild med det her, fedt at jeg har ni tilbage!”

Til gengæld er Keaton også den eneste spændende skuespiller at se på i filmen. Til trods for at O’Brien kan se både lækker og vred ud på samme tid, får vi ikke rigtigt andet ud af ham, end at han er galsindet og bare vil dræbe terrorister.

Det vil nogle nok også mene, er alt rigeligt for en actionhelt, og hans kampscener er under alle omstændigheder vilde og velkoreograferede. Generelt er der ikke sparet på noget, når det kommer til effekter og flere af actionscenerne til lands, til vands og i luften kan sagtens hamle op med de nyeste James Bond-film.

Specielt overraskes mand, da en CGI-genereret atomsprængning finder sted på åbent hav, en katastrofe, som kunne være taget direkte ud af 2012.

Men til trods for fede effekter og godt sammentømret action er filmens problem, at vi aldrig forstår pointen. Er Mitch for overildet og hævngerrig, eller er en gennemhullet kæreste lige det, der skal til for at udklække en dygtig CIA-agent?

Åbningsscenen, hvor terrorister nedskyder badegæsterne på stranden, er frygtindgydende, fordi vi som tilskuere kender til mange lignende hændelser og pludselig kommer meget tæt på at forstå, hvor forfærdeligt det må være.

Men efter en så alvorlig og overbevisende scene skifter filmen hurtigt til blockbuster-gear og udforsker aldrig, hvilket traume det har sat i Mitch.

Filmens skurk puster til nogle temaer om hvor galt det kan gå for unge soldaters psyke, når landet, de har blødt for, lader dem i stikken. Men til trods for hans pæne ansigt er Taylor Kitsch stiv i sit skuespil, og fortællingen om den tabte soldat er set bedre i flere krigsfilmklassikere.

Vi lærer ikke meget om at være menneske i American Assassin, men øjnene er opslugt af det hektiske actionbrag, som først stilner af, når rulleteksterne løber ned over lærredet.