Serieanmeldelse
31. aug. 2020
Ambassadøren
Den danske ambassadør i Mexico, Tina Friis-Thomson (Lisbeth Wulff, tv.), er hensynsløs, når hun med alle midler søger mod magtens tinder. Foto | Viaplay

Ambassadøren

Galgenhumoristisk satire om dansk karrierepolitiker minder om amerikanske Veep, men snubler i situationskomikken.

Af Kjartan Hansen

”Jeg havde også en hund, der døde.” 

Det siger praktikanten Jeanette til et par turister, der opsøger den danske ambassade i Mexico, når deres kæledyr dør under et ophold i landet. 

De kan ikke andet end stirre forbavset tilbage på den onde kvinde, når hun nostalgisk fortæller dem navnet på sit gamle kæledyr, som ”var opkaldt efter et band, jeg hørte meget dengang: Kill.Fuck.Die”. 

Med uventede drejninger og hurtige replikker udfolder serien Ambassadøren en galgenhumoristisk fabel om dansk udenrigspolitik, hvor den nemme løsning kun fører nye problemer med sig. 

Hovedpersonen er Danmarks opadstræbende ambassadør i Mexico, Tina Friis-Thomson (Lisbeth Wulff), der giver den hele armen for at sikre en prestigefyldt handelsaftale med Mexico, så Danmark kan levere krigsskibe til dem. 

Derfor har hun ikke tid til at tage sig af bagateller – som hvad der sker med asken fra danske turisters afdøde kæledyr. Den opgave får hendes frejdige, unge sekretær Ronja (Sarah Francesca Brænne). 

Men i Ambassadøren opstår der altid en ny krise, der forværrer og forkludrer dagsordenen. Netop sådan en krise udsætter Ronja for en logistisk udfordring, så hun til sidst tager de to forhenværende hundeejere med på tagterrassen for at sprede asken. 

Så hviler den jo på dansk grund. 

Kameraet tilter ned til balkonen foran kontorlokalet, hvor Tina samtidig deltager i et vigtigt møde. Herskersygen lyser hende ud af øjnene, imens hun holder en brandtale om sig selv og hendes kald til at repræsentere Danmark som ”verdens hyggeligste og mindst korrupte land”, før hun begynder at hoste. 

En af de tilstedeværende begynder at puste noget på sin tallerken. Således forstår vi, at vinden blæser asken ind igennem vinduerne på kontoret. 

Seriens humor er dog bedst, når den bæres af en enkelt, sigende replik frem for at udspille sig som akavet situationskomik a la aske, der spolerer den ubeskedne ambassadørs møde. 

I en tåkrummende sjov scene besøger Tina en forældreløs pige på hospitalet, og en sygeplejer rækker hånden frem for at hilse. ”Beklager. Jeg har ingen kontanter,” siger ambassadøren koldt og holder håndtasken tæt ind til livet. 

Ud over enkelte mahognimøbler virker ambassaden, hvor mange af scenerne udspiller sig, spartansk indrettet. Man øjner derfor let malerierne af Dronning Margrethe, der hænger rundt omkring. 

Umiddelbart virker det ganske oplagt at have billeder af regenten hængende på en ambassade. Undervejs dukker samme maleri dog op flere forskellige steder. Først på kontoret, hvor det hænger på væggen, imens en kopi står lænet mod sofaen. Dernæst ude i gangen og siden indrammet på Tinas skrivebord foran en væg, hvor endnu en kopi af selvsamme maleri hænger. 

Maleriet bliver et komisk indslag, men også symbol på hovedpersonens påtagede patriotisme. 

Det er tydeligt, at den svenske serieskaber Patrik Ehrnst har ladet sig inspirere af den amerikanske komedieserie Veep. Begge serier er satire med en tilsyneladende karismatisk, handlekraftig og velovervejet tjenestemand som omdrejningspunkt. Men bagved gemmer der sig en korrupt karrierepolitiker. 

Lisbeth Wulff er fremragende i rollen som ambassadøren Tina, der storsmilende omgiver sig med andre diplomater ved festlige lejligheder, men lægger kabaler og bander som en søulk bag fire vægge. 

Hendes storhedsvanvid afsløres, når hun manipulerer med sin stab for selv at fremstå i bedre lys og smågrinende fortæller en journalist, at den formelle tiltale at bruge om hendes stilling er ”Deres Excellence”.

Hendes indædte vrede over politiske nederlag – dem er der mange af i serien – går især ud over assistenten Andreas (Casper Crump) i form af verbale tæsk og ydmygende opgaver. Han agerer alligevel som trofast nikkedukke, der pudrer hendes næse, henter kaffen og løber hastigt afsted for at handle på hendes mindste befaling. 

Lisbeth Wulffs skønne præstation står dog uvægerligt i skyggen af Julia Louis-Dreyfus’ fængslende og lårklaskende skuespil i Veep. Noget af charmen går tabt, når konceptet oversættes, og de spydige replikker klinger mere ondsindet end sjovt fra det danske persongalleris læber.

Titel:
Ambassadøren

Land:
Danmark

År:
2020

Serieskaber:
Patrik Ehrnst

Medvirkende:
Lisbeth Wulff, Casper Crump, Özlem Saglanmak, Emma Sehested

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
30. august på Viaplay

Relevante artikler

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Biografanmeldelse
09. sep. 2025
Se gennem Aske

Se gennem Aske

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten