The Allins

En død vandal æres naturligvis bedst med vandalisme.

Det synes at være ræsonnementet hos de dedikerede fans, som tager på pilgrimsrejse til en kirkegård i New Hampshire for at besørge på punkmusikeren GG Allins sidste hvilested.

Her afleverer man ikke blomsterkranse. I stedet har en fan skrevet ”Eat my diarrhea” på et toiletbræt, og gravgaven placeres mellem urinpytter og fækalier.

GG Allin var et voldsomt og skævt gemyt, der tiltrak og tiltrækker voldsomme og skæve gemytter, og det er altid fascinerende, når fans elsker og dyrker den foragt, en kunstner møder dem med.

Den amerikanske punker agerer såvel frastødende som fængslende hovedperson i den danske dokumentarist Sami Saifs The Allins, der gennem mor Arleta og bror Merle udfolder GG’s fæcesindsmurte liv og levned.

Sami Saif instruerede i 2000 The Video Diary of Ricardo Lopez, om en sindsforvirret fan, der sendte en bombe til Björk, og i 2010 portrætterede instruktøren den alkoholiserede hitkonge Seebach senior i Tommy.

GG Allin var en musiker, der opbyggede sin rockmytologi gennem latrinære ekstremer. På scenen gav han den som en voldelig lort, der smurte sig ind i egen lort og kastede med lort på publikum.

De hujede og elskede det.

Derfor er det lidt af en overraskelse at møde moren. Arleta har gråt hår, og hun bærer store ørenringe og lyse skjorter. Hun udfolder sig kunstnerisk gennem lyse malerier af blomster og terrasser.

Saif iscenesætter virkningsfuldt Arleta som kontrasten til de sørgende og besørgende fans. Moren begræder ikke tabet af en provokunstner – hun sørger over tabet af sin søn, der for hende hed Kevin.

På den måde viser dokumentaren dygtigt splittelsen i sin hovedperson frem. Han var både sønnen og mennesket Kevin og punkeren og lortekunstneren GG.

Bror Merle savner tilsyneladende begge.

I Los Angeles vralter han rundt i gamacher og t-shirts med dødningemotiver. På nettet sælger han GG Allin-plader og klenodier. Op til GG Allins død i 1993 spillede brødrene sammen i bandet The Murder Junkies. Det band har Merle nu gendannet og de turnerer rundt i USA.

Dokumentaren skærer aldrig klart igennem med en holdning om, hvorvidt Merle gør det for at ære sin bror, eller om han bare har brug for pengene. Til gengæld er der ingen tvivl om, at han ikke besidder samme verdensfjendske kompromisløshed som bror GG.

Det udstilles med komisk tristesse i en scene, hvor han iført handsker fisker fæces op af kummen for at smøre det sirligt ud over et lærred med pensel. Pludselig synes lortekunst ufarligt og en kende småborgerligt.

Endnu mere absurd og bedrøveligt bliver det, når trommeslageren Dino vil gentage et særligt trick fra de fandenivoldske dage, hvor han proppede trommestikker op i røven.

Nu har den aldrene musiker brug for en assistent og store mængder glidecreme for at gennemføre finten, og når han står sådan foroverbøjet ligner han alt andet en fandens karl. Håret er farvet karrygult og skægget blodrødt, og han fremstår blot som en gammel tosse med pinde i numsen.

Hvornår er det latrinære provokerende, og hvornår er det latterligt? Grænsen er papirtynd, hvilket vor egen provokunstner Uwe Max Jensen er et godt eksempel på.

På et tidspunkt begynder mor Arleta at græde af glæde, da en mand forsikrer hende om, at GG var en yderst talentfuld musiker.

Den del fylder gennemgående for lidt i The Allins. GG Allins fæces-fascination havde været endnu mere dragende, hvis vi blev forsikret om, at det var en umanerligt dygtig musiker, der vred sig i pis og lort.

Saif vil beskrive det excentriske, og ikke talentet, og dokumentaren afstår fra at perspektivere GG Allins musikalske karriere.

Det mærkværdige og voldske portrætteres ikke desto mindre effektivt med en stor ro. Sami Saif udviser dramaturgisk snilde, når en satanisk far mod slutningen bringes i spil som nøglen til mysteriet.