Alletiders kvinder

Kvindefrigørelsens sønner er blevet voksne. I hvert fald gamle nok til at fortælle, hvordan det føltes at være den lille mand i huset hos den stærke mor uden en fast faderrolle.

Richard Linklater gjorde det til perfektion i Boyhood, det første store filmportræt af generation Z. Mike Mills holder sig til sin egen generation i Alletiders kvinder, der er baseret på hans opvækst i Santa Barbara i 1979.

Filmen er en nuanceret kærlighedserklæring til hans mor. Men også til en tid lige før syndefaldet, hvor rock og rul blev til punk, og hvor værdierne fra 1968 sivede ud med energikrisen.

Både tidsånden og filmens lille regnbuefamilie føles sprællevende. Men Mike Mills kæder aldrig de spredte minder sammen til noget, der bare ligner et plot.

Annette Bening er forrygende i rollen som Dorothea, en mor med Birkenstock på fødderne, Salem-cigaretter i kæften og aktier i IBM. Og som egentlig drømte om at blive den næste Amelia Earhart, men i stedet fandt en mand, fik en søn og forlod manden, fordi han alligevel ikke var, hvad hun havde håbet på.

Nu er sønnen Jamie blevet femten år, og han skejer pludselig ud til punk og kører på skateboard. Det er, som om de ikke rigtigt forstår hinanden, føler hun, selv om de hver dag udveksler betragtninger som:

”Mor, er du lykkelig?”

”Mon ikke lykke bare er en smutvej til at blive deprimeret, Jamie?”

Mike Mills står også bag manuskriptet, og han skriver med stor psykologisk indsigt og humor. Men personernes selvransagelse føles ofte som navlepilleri.

Mor og søn bor i et faldefærdigt kollektiv med gule køkkenskabe og røde døre. Instruktørens baggrund som kunstner og grafisk designer fornægter sig ikke i scenografien, som rammer tidsånden med et nøje koordineret look a la Villa Villekulla.

Det eneste, der er tilbage fra Jamies far, er hans Ford Galaxy, som helt symbolsk brænder op i filmens første scene. Dorothea spørger sig selv, om man overhovedet kan opdrage en mand uden en mand.

I kollektivet bor der faktisk en mand. Ekshippien William er indbegrebet af tidens rolleforvirrede hankønsvæsen. Han er til rådighed, når kvinderne har brug for en håndværker. Eller for sex. Men han kan ikke fastholde en retning i livet.

I stedet skaffer Dorothea to andre stærke kvinder som rollemodeller for sin søn.

Kollektivets unge punkfotograf Abbie og Jamies lokkende, syttenårige veninde Julie bliver hyret til at hjælpe med at opdrage ham. Som om det ikke var ydmygelse nok, bombarderer de knægten med lærebøger om klitorisorgasmer.

Og Julie nægter at knalde, fordi de er ”for gode venner”, selv om hun kravler ind af vinduet og sover i hans seng hver eneste nat.

Når replikkerne bliver for selvsmagende, er Annette Bening kvinde for at levere dem med en utrolig lethed. Og det er umuligt ikke at falde for hendes portræt af en god mor, hvis største fejl er, at hun er bange for ikke at være god nok.

Hun får blødt og sårbart modspil af Lucas Jade Zumann som teenagesønnen, der vrider sig stiktosset i spændetrøjen af kvindearme. Og man kan dårligt forestille sig et stærkere birollehold end Greta Gerwig som Abbie, Billy Crudup som William og Elle Fanning som Julie.

Mike Mills har også lavet en film til sin far. Beginners fra 2010 holder sig tæt til den sande historie om den 75-årige far, der erklærede sig homoseksuel og fik konstateret kræft inden for en uge.

Styrken ved Mike Mills’ selvbiografiske greb er, at selv små øjeblikke lyser af noget ægte. Svagheden er, at de små øjeblikke aldrig vokser til den store fortælling, som kan gøre fortiden håndgribelig i vores videre liv.

Richard Linklater er en mester i strittende øjeblikke. Men også i at vælge præcis de øjeblikke, der samler sig til en indsigt i livets uforudsigelighed.

I Alletiders kvinder stritter øjeblikkene med stor charme, men samles lige så planløst som kollektivets børneopdragelse.