Alle elsker Touda

Man kommer nemt til at tænke på kulturen i den muslimske del af verden som præget af afholdenhed og tabuiseret seksualitet. Men faktisk har flere muslimske lande en stolt tradition for yderst vovet folkemusik.

I Casablanca i Marokko findes sheikha-sangerne, en mytologiseret type kvindelig sanger, der især med de traditionelle aita-viser igennem historien har talt den siddende magt imod med tekster om kødets lyster.

Senere er sheikha i landet blevet synonym med en skøge, men i visse miljøer er genren stadig en respekteret kunstform.

Det er den i hvert fald for titelpersonen i fransk-marokkanske Nabil Ayouch’ film Alle elsker Touda, som blev vist uden for konkurrence under Cannes-festivalen i 2024.

Instruktøren imponerede i 2021 på samme festival med rapper-filmen Casablanca Beats og skrev senere manuskriptet til queer-dramaet Den blå kaftan. Igen samarbejder Nabil Ayouch med hustruen Maryam Touzani som manuskriptforfatter, og den nye film fokuserer også på musik og kunstformens komplicerede forhold til seksualitet.

Efter en dyster titelsekvens om sheikha-historien møder vi Touda, der synger og danser med et lille orkester i ryggen foran en gruppe lystige mænd i en skov nær Atlas-bjergene.

Hun er tydeligt et menneske i sit rette element. Fornøjelsen og friheden ved den passionerede musik skinner ud af hendes drilske øjne og rytmisk begavede hofter. Men efterhånden som mændene bliver mere grænseløse, finder bekymring også vej til hendes blik.

Det ender i en voldtægt.

Chokerende og hurtigt overstået for publikum, men en livsændrende oplevelse for Touda. Konsekvenserne svæver truende i baggrunden gennem resten af filmen, selv om begivenheden aldrig nævnes med et ord.

Kort efter er Touda hjemme for at se til sin niårige, døve søn, som trives dårligt i skolen. Snart er hun tilbage på scenen i en natklub, hvor mandehænder med og uden pengesedler valfarter til hendes dansende krop.

I tilsyneladende alle kulturer findes den paradoksale tradition for både at tilbede og fornedre kunstens betagende kvindeskikkelser. I det marokkanske drama sættes det dygtigt på spidsen.

Underligt nok vækker Alle elsker Touda mindelser om en form for musikalsk socialrealisme, man kender fra disco-mesterværket Saturday Night Fever fra 1977. Dans og musik bliver en flugt fra hverdagens elendighed, men samtidig en koncentreret udgave af alt det frygtelige, der sker uden for dansegulvet.

Nabil Ayouch leverer en umiddelbart langt mere autentisk miljøskildring end den berømte 70’er-film og har samtidig en hovedrolleindehaver, der matcher John Travoltas karisma.

Nisrin Erradi er suveræn som den mishandlede sanger, der drømmer om at redde sin søn ud af søbet ved at tage til Casablanca for at blive en berømt og respekteret aita-sanger. Også selv om mændene omkring hende hellere vil høre hende synge i sengen.

Skuespilleren behøver ikke bevæge sine vildt ekspressive øjne meget, før det får tankerne til at flyve afsted. Den subtile præstation får hjælp af de smukt fotograferede musiksekvenser, hvor hun synger og danser med en stor sensualitet og gør Toudas inderste følelser synlige med det blotte øje.

I Casablanca møder hun hverken Humphrey Bogart eller pianisten Sam fra Hollywood-klassikeren, men derimod en venlig, ældre violinist (El Moustafa Boutankite), der som den eneste opfatter hende som musiker frem for sexarbejder.

Scenerne mellem dem er en medmenneskelig lettelse, og kun her får man noget, der minder om en pædagogisk indførelse i den marokkanske folkemusiks dogmer.

Bortset fra det og introteksterne er filmen meget tro mod sit eget univers og skildrer miljø med en insidervinkel. Det er selvfølgelig også en Marokkansk film – landets Oscar-kandidat – selv om den er coproduceret af danske Snowglobe og har fået støtte af Det Danske Filminstitut.

Filmens eneste rigtige problem er, at tempoet er for lavt til den meget traditionelle og ikke specielt overraskende handling. Passager i midten af dramaet bliver decideret søvndyssende, og det er synd for Nisrin Erradi, at hendes store talent af og til skal bruges på at vække publikum fra døsen.

Men Alle elsker Touda bør ses – på grund af den fremragende musik, men også fordi alle fortjener at møde det store talent i front. Hvem ved, hvornår vi igen får Nisrin Erradi at se i en dansk biograf?