All the Way

Lyndon B. Johnson klemmer sig ind i præsident-rækken mellem ikoniske John F. Kennedy og skandalemageren Richard Nixon.

Men LBJ’s periode i Det Hvide Hus var nu ingen ligegyldig parentes.

Han afløste Kennedy efter snigmordet i 1963 i en turbulent tid. Den Kolde Krigs mistro gennemsyrede politikken, det antiautoritære oprør skulle snart bryde ud, de sorte kæmpede for borgerettigheder, og Vietnamkrigen udviklede sig til en blodig katastrofe.

Midt i denne labyrint af uløselige problemer var det noget andet, som optog Johnson: Han ville ikke være kendt som vikaren, der blot var blevet præsident ved et tilfælde!

Det er vinklen i HBO’s nye tv-film All the Way, der med en encyklopædisk interesse for historiske detaljer skildrer tiden fra mordet på Kennedy til Lyndon B. Johnsons første præsidentvalgkamp i 1964.

Når man vil inddrage alle bevæggrunde bag ethvert politisk skaktræk, er det fornuftigt med en kort tidsramme og fokus på én problematik. All the Way koncentrerer sig om præsidentens forhandlinger med Martin Luther King (Anthony Mackie) om lovgivning mod diskrimination, mens Vietnamkrigen kun berøres i en sidehistorie.

Filmen er baseret på et teaterstykke af Robert Schenkkan, som også har skrevet manuskriptet. I de situationer er opgaven altid at gøre den nye version filmisk interessant.

Det lykkes i starten.

Vi hører lydene af skud mod Kennedy, mens der stadig er sort skærm. Dernæst præsenteres den åbne bil, han sad i, hvor bagsædet nu er rødt af blod. Bilen holder foran et hospital, hvor en mængde læger forsøger at redde den folkekære præsident. Forgæves. I slow motion vises forknytte embedsfolk og politibetjente, som trasker modvilligt rundt uden for operationsrummet.

Det er i denne stemning, vicepræsident Lyndon fra Texas skal tage sidste skridt op ad magtstigen. Og det gør han. Filmen skildrer ham som en mand, der ikke lader sig paralysere af følelser. Ethvert chok får ham kun til at tænke taktisk.

Instruktør Jay Roach har flere vellykkede komedier på cv’et. Han lavede Austin Powers i 1997og Meet the Parents i 2000. Men så fik han åbenbart smag for det politiske drama. I 2012 lavede han HBO-filmen Game Change om populisten Sarah Palin. Og det er blot et par måneder siden, Trumbo havde premiere i danske biografer.

Trumbo er ligesom All the Way en konventionel bio pic om politiske hvepseredder. Dalton Trumbo var en kommunistisk manuskriptforfatter, der blev sortlistet af det Sovjet-forskrækkede Hollywood, men som ikke nægtede at give op. LBJ var en pragmatiker, som forsøgte at indgå forlig, så han kunne blive siddende på magten.

Det fortæller de to film, og de anvender samme finte for at give tidsbillederne autenticitet. Afgørende historiske begivenheder vises ved indklip af sort-hvide billeder af nyhedsudsendelser.

Portrættet af præsident Johnson er heldigvis ganske nuanceret, og filmen nægter at fælde dom. Bryan Cranston, der også spiller hovedpersonen i Trumbo, gør det igen formidabelt som den bramfrie texaner.

Og som i pragtrollen som Walter White i Breaking Bad er det de pludselige skift mellem gemytlig faderskikkelse og arrig ronkedor, der gør ham ideel som presset præsident.

Manuskriptet giver overordnet en fængende beskrivelse af det snørklede politiske system i USA, men filmen skæmmes af enkelte, redundante replikker. Som når LBJ udbryder, at stemmer betyder mere end principper! Eller når hans magtsyge reduceres til et simpelt råb om kærlighed.

Derudover skildres Johnson som en kompleks mand, der offentligt var en glimrende agitator for humanisme og privat brugte begge udgaver af de n-ord, Jeppe Kofod og Søren Espersen har skændtes om den seneste uge.

Manden, der gennemførte en af USA’s mest gennemgribende love mod racisme, var tilsyneladende ikke den store idealist. For ham var de sorte vælgere, før de var mennesker.

Da han hører om mordet på to jøder og en sort mand i Mississippi (samme sag som i Mississippi Burning), bliver han ikke forfærdet. Han tænker i stedet over, hvordan episoden skal håndteres i pressen.