All Fall Down

Da instruktøren Emily Topper gik i skole i Baltimore, fik hun en dag stukket en seddel i hånden. Sedlen gik fra elev til elev, og på den skulle man angive, hvem man syntes, var den kønneste pige i klassen.

Der var to kolonner på sedlen. Spørgsmålet var nemlig delt mellem hvide og sorte piger.

Emily Topper blev stemt ind som den tredje kønneste hvide pige. Men det er ikke det, hun husker klarest fra episoden. Den minder hende i stedet om, hvordan hele hendes opvækst i Baltimore var splittet.

De sorte og hvide levede ”side by side – but separate”, som hun formulerer det.

Raceadskillelse og sociale problemer er derfor hele tiden nærværende problemstillinger, når hun i dokumentaren All Fall Down beskæftiger sig med sin egen families store traume.

Sammen med medinstruktøren Mary Posatko undersøger Emily Topper, hvad der helt nøjagtigt skete, da hendes bedstefar blev myrdet i 1972.

Henry Selhort var far til tretten børn, deriblandt Emilys mor. En dag i december var han på vej mod en offentlig høring, da tre mænd trådte fem og skød ham.

De stjal ingen penge fra Henrys tegnebog. Og drabsmændenes motiv er udgangspunktet for dokumentaren. Spørgsmålet presser sig på i det splittede Baltimore, som mange måske kender fra tv-serien The Wire: Var mordet racistisk motiveret, eller var det hele bare en ulykkelig tilfældighed?

All Fall Down er en konventionel dokumentar, hvor instruktørparret undersøger en konkret problematik gennem en stribe interviews, hvor de interviewede optræder som talking heads. Emily Topper sørger omhyggeligt for at præsentere sig selv, sin medinstruktør og alle de medvirkende, så man aldrig er i tvivl om, hvilken tilknytning de har til mordsagen.

Men All Fall Down er også mere end en detektivhistorie. Det er også et privat portræt af en stor søskendeflok, hvis fars død med tiden er blevet et betændt, tabuiseret sår.

Emily Topper og Mary Posatko rejser rundt og interviewer Henrys børn – som altså er Emilys mostre og onkler. De har alle nogenlunde samme idé om, hvad der skete den dag i 1972.

Tre unge, sorte mænd skød deres far. Men retssagen blev gjort til et spørgsmål om uretfærdig forfølgelse af sorte. Og juryen – der i søskendeflokkens kollektive erindring kun bestod af sorte – endte med at frikende de tre sigtede.

Da Emily og Mary undersøger de gamle sagsdokumenter, viser det sig dog, at der også var hvide i juryen. Og dommeren var heller ikke sort, sådan som de tretten søskende ellers husker det.

Det er ikke, fordi de alle er blevet glødende racister. Flere af dem har sidenhen giftet sig med en afroamerikaner. Eksemplet peger snarere på det farlige potentiale for historieforvridning, der kan forekomme i kollektiv erindring.

Det er nemlig ikke bare givet, at tiden læger alle sår. Tiden kan også være en fjende, hvis man bruger den til at holde selve traumet på afstand med usande fortællinger, i håb om at det vil hæfte en logisk ende på tragedien.

Filmens lineære og meget systematiske fremgangsmåde optrevler langsomt familiens misforståelse af mordet og udstiller hullerne som et resultat af berøringsangst.

Men mordet og retssagen fandt sted for mere end 40 år siden, mange dokumenter er blevet ødelagt af en oversvømmelse, og byens historiske raceproblemer forplumrer det hele.

Emily bliver flere gange forvirret af de mange modsatrettede oplysninger. Hun følger længe spor, som ikke synes at lede nogen steder hen. Og det kan gøre dokumentaren en anelse frustrerende.

Derfor overskygges detektivdelen også af det medrivende og rørende portræt, Emily Topper efterhånden får tegnet af sin familie – og af sin bedstefar. All Fall Down viser elegant, at intet menneskeliv kan reduceres til én fortælling.