Biografanmeldelse
14. feb. 2019
Alita: Battle Angel
Den mere end 100 år gamle cyborg Alita (Rosa Salazar) er en snarrådig og nysgerrig kvinde, der ikke er for fin til at starte et slagsmål. Foto | Rico Torres

Alita: Battle Angel

Robert Rodriguez sætter en ny standard for effektdreven sci-fi-underholdning, der rammer den samme følelse af nørdet eufori som Terminator 2 og Jurassic Park.

Af David Madsen

Inliners er cool igen, folkens.

I den postapokalyptiske by Iron City konkurrerer cyborgs om hæder og en plads i samfundets højere luftlag. Blodsporten Motorball foregår på de femhjulede rulleskøjter, hvor deltagerne maser hinanden mod banens gelænder og bliver flænset af armerede robot-tentakler.

Den fiktive sportsgren kunne sagtens have været filmens fokus, men i Alita: Battle Angel er det blot en sideattraktion.

Filmen er baseret på den relativt ukendte manga Gunnm og følger mere eller mindre første del af serien.

I det 26. århundrede finder kirurgen Dyson Ido (Christoph Waltz) den amnesiramte Alita (Rosa Salazar), som er en mere end hundrede år gammel cyborg. Han ser hende straks som en erstatning for sin afdøde datter.

Man kunne frygte, at filmen røg i samme født-sexet-i-går-fælde som Det femte element, hvor en sexet kvinde med den samme mentale kapacitet som et spædbarn falder i armene på en action-helt.

Heldigvis er manuskriptforfatterne James Cameron og Laeta Kalogridis for kloge til at hoppe på den galej. I stedet for at være et naivt dukkebarn, som skal oplæres af mænd, er Alita mere interesseret i at starte barslagsmål og finde ud af, hvem hun egentlig er.

Fra starten er hun en nysgerrig og snarrådig kvinde, der bare prøver at klare sig i den store by. Senere bliver hun dusørjæger for at gå på jagt efter en mystisk seriemorder, som stjæler robotproteser fra cyborgs.

Hun er altså i slægt med James Camerons andre hårdkogte arbejderkvinder såsom Sarah Connor fra Terminator-filmene og Ellen Ripley fra Alien-filmene.

Men James Camerons involvering og inliners er langt fra de eneste elementer, der får Alita: Battle Angel til at vække mindelser om 90’erne og årtiets spektakulære blockbuster-film.

Ligesom Total Recall, Terminator 2: Dommedag og Independence Day er Alita: Battle Angel drevet af visuelle effekter, der sætter en ny standard. Hovedattraktionen er naturligvis Alita, en CGI-karakter, der er designet i den traditionelle anime-stil med gigantiske øjne og fremhævede ansigtstræk.

I stillbilleder fremstår hun måske som en sexdukke med glansløse øjne og latexglat hud, men i bevægelse på det store lærred er hun et mindre teknologisk mirakel. Hvad enten hun hamrer skinnebenet ned i skulderbladet på en massiv robot eller ses i et nærbillede med en anden person, fastholdes illusionen.

Teknologinørderne James Cameron og Jon Landau – sidstnævnte som producer – afprøver tydeligvis deres svinedyre kamera- og computerudstyr af før de kommende Avatar-film. Men fortjenesten for det imponerende resultat lægger så absolut på skuldrene af Rosa Salazar, som kommunikerer Alitas personlighed og menneskelighed.

Men instruktør Robert Rodriguez sætter i den grad sit personlige aftryk på filmen. Kultinstruktøren er kendt for at lave genreøvelser for en slik som Machete og From Dusk Till Dawn, men det angivelig 200 millioner dollars store budget kan i den grad ses.

Typisk får han vredet den blodløse film for så meget fysisk vold som muligt, og var de mange cyborgs skiftet ud med mennesker ville Alita: Battle Angel være en af de voldeligste action-film. Eksistenserne får slået kraniet ind, afrevne arme hamres ind i ansigtet på dem, og deres metalkroppe mases mellem tandhjul.

Det giver en farlig fysisk pondus til action-scenerne.

Disse cyborgs har samtidig hver deres udseende, personlighed og kampteknik. Skuespillere som Ed Skrein (Deadpool), Michelle Rodriguez og Eiza González (Baby Driver) har fået plastret ansigtet på gigantiske robotkroppe i bedste Robocop-stil, og det er en sand fornøjelse at se dem blive flået i stykker.

Resultatet er, at samtlige action-scener føles komplet unikke.

Siden James Camerons egen Avatar har mange givet deres bud på en moderne genoplivning af den effektdrevne sci-fi-blockbuster. Alita: Battle Angel er den første af sin slags, der rammer den samme følelse af nørdet eufori som Terminator 2: Dommedag, Jurassic Park og Starship Troopers.

Titel:
Alita: Battle Angel

Land:
USA, Canada, Argentina

År:
2019

Instruktør:
Robert Rodriguez

Manuskript:
James Cameron, Laeta Kalogridis, Robert Rodriguez

Medvirkende:
Rosa Salazar, Christoph Waltz, Mahershala Ali, Jennifer Connelly

Spilletid:
122 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
14. februar

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. aug. 2020
P-Valley

P-Valley

Serieanmeldelse
25. juli 2020
Cursed

Cursed

Serieanmeldelse
23. apr. 2020
The Midnight Gospel

The Midnight Gospel

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten