Ali & Ava

”Kan du li’ musik?” spørger muntre Ali med den pakistanske baggrund sin kommende flamme Ava, der har irske rødder. Han har givet hende et lift i det nordengelske regnvejr.

”Jeg kan li’ country,” svarer hun. ”Okay, nu ryger du ud. Du må da ku’ li’ noget andet,” siger Ali.

Musik er der meget af i Ali & Ava. Filmens personer skråler med på sange. Lytter i ensomhed. Lytter sammen. Mange slags musik. Folk, pop, techno, ska. Men countrysangene, som den modne enke Ava (Claire Rushbrook) finder ro og styrke i, fylder en del.

Ali & Ava er som en countrysang af de gode. Banal og dyb. Hverdagen og dens sejre og sorger. Mennesker, der kæmper for kærligheden, men som også svigter og misforstår hinanden.

For en del år siden gav jeg fem stjerner til Ken Loach’ komediedrama The Angels’ Share, en overraskende munter film i mesterinstruktørens socialt indignerede oeuvre. Næsten samtidig gav jeg også fem stjerner til en anden film i Loach-traditionen, Clio Barnards første reelle fiktionsfilm The Selfish Giant.

Instruktøren debuterede i langt format med den halvdokumentariske The Arbor fra 2010, et mørkt eventyr om nogle fattige drenge fra Yorkshire, der stjæler kobberledninger for at tjene penge til deres overlevelse. Den husker jeg som velfortalt, men også som så trist, at jeg med en vis sandsynlighed ikke opsøger den igen.

Nu er det ikke, fordi jeg på mine ældre dage kun kan lide glade film, for det ville være et snævert film- og livssyn!

Men Barnards nye film, der foregår i samme trøstesløse by som The Selfish Giant, Bradford, er så mild, lys og smækfuld af kærlighed, at den smitter, selv om den også rummer melankoli og smerte.

Cirka 40-årige Ali (Adeel Akhtar) er en usædvanlig sød udlejer af nogle små huse, som hans ret velhavende familie ejer. Han er hjælpsom over for lejerne, ikke en grim udbytter. I virkeligheden ville han hellere leve af at være dj, og når hans liv er ved at gå i stykker, tager han hørebøfferne på og flygter ind i pumpende techno.

Ali lever under samme tag som sin unge hustru, men de danner ikke længere par. Hun studerer og er på et højere intellektuelt niveau end han.

Han tumler rundt og indkasserer husleje, mens han hjælper lejerne med stort og småt. Blandt andet henter han en skrøbelig pige fra skole, og det er i den forbindelse, han møder Ava, som er pigens hjælpelærer.

Der er latter mellem dem fra første møde.

”Et smil er kærlighedens bil,” skrev jeg engang som ung, naivistisk digter, og Ali og Avas små, poetiske køreture gennem Bradford er kærlighedshandlinger i sig selv.

Vi ser den beskidte, gamle by (Dirty Old Town af The Pogues er en af sangene) gennem bilens rude og er helt inde i hovedpersonernes forelskede boble. Da nogle uvorne unger kaster sten efter Alis bil, mens Ava er passager, skælder han dem lidt ud, hvorefter han skruer op for musikken og forvandler et gerningssted til en dansescene, hvor alle børnene fester med.

Men Romeo og Julie har ikke levet forgæves.

Ava deler hus med sin søn Callum, sin svigerdatter og sit barnebarn. Callum er stadig plaget af sorg efter sin voldelige fars død og reagerer heftigt på, at Ava ses med Ali.

Også Alis søster og familie raser. Ali er jo en gift mand, for det at han ikke længere er sammen med sin kone, har han holdt hemmeligt for familien. For dem er det nye forhold skandaløst og skamfuldt.

Ali & Ava er dog langt fra shakespearesk tragedie. Clio Barnard har skabt en film med den modsatte energi end The Selfish Giant.

Kameraet giver sig tid til at dvæle ved de to hovedpersoners levende og åbne ansigter. Der er scener, hvor næsten intet sker. Alligevel keder man sig aldrig.

Jeg tror, at jeg kommer til at se filmen igen. Måske på en regnvejrsdag, hvor alt føles trist som Bradford. Sådan en dag tror jeg, at Ali & Ava kan hjælpe.