Alex Wheatle

Normalt varer biopic-film om historiske personer omkring to timer eller mere, fordi det er svært at kondensere et helt liv på kort tid.

Men Steve McQueen gør tingene på sin helt egen måde.

I fjerde film i antologiserien Small Axe skærer han alt unødvendigt fedt fra og leverer 65 minutters fascinerede indblik i de formative år for titelpersonen, en af de mest markante litterære stemmer i England.

Alex Wheatle er blevet belønnet med en britisk hædersorden for sit bidrag til landets litterære scene, men den i dag 57-årige forfatter med jamaicanske rødder klinger for mange næppe bekendt.

Vi møder første gang Alex (Sheyi Cole), da han står i bar overkrop og får sin fængselsuniform. Han skal ind og afsone en dom for optøjer. Det lader til, at den nye realitet for alvor går op for ham, da han går den lange vej hen til sit nye hjem: cellen.

Vagten udstikker kommandoer til Alex. Et hårdt skub i ryggen sender ham ind til samboen, rastafarien Simeon (Robbie Gee), som han de næste par år skal dele celle med.

Steve McQueen og medmanuskriptforfatter Alastair Siddons springer dernæst frem og tilbage mellem nutiden i cellen og fortiden, der viser, hvordan hovedpersonen er endt her.

Han har været igennem en hård opvækst. Det meste af barndommen er tilbragt i diverse børnehjem, hvor hverdagen har stået på tørre tæv og ydmygelser. Den unge sengevæder får proppet det stadig våde lagen ind i munden af den hvide husmor, som tugter ham verbalt og fysisk.

Men som ung mand i London bliver Alex del af det caribiske miljø, selv om han stikker lidt ud med sin polerede accent og manglende viden om kultur.

”Knægt, du er nødt til at finde ud, hvem fanden du er,” siger den lokale barber.

Og netop det gør McQueen og Siddons i Alex Wheatle, der har fokus på den unge mands hverdag og oplevelser i ungdomsårene. For Alex er livet ekstra svært, da han kun kender den hvide kultur, som dominerer i hele samfundet.

”Du marcherer, som om du er en af stormtropperne, der jagter jedierne. Du skal være jedien, som jagter stormtropperne,” siger vennen Dennis – spillet herligt charmerende af Jonathan Jules – da han prøver at lære den nye dreng i byen, hvordan man gebærder sig.

Han er Alex’ første mentor. Den næste er Simeon, som får hans interesse til at spire for det, som ender med at blive en levevej: forfattergerningen.

Scenerne i fængslet leder tankerne hen på dem, som dominerede instruktørens debutfilm Hunger. Det autentiske og barske drama skildrer IRA-fangers sultestrejke i 1981, hvor de kæmpede for at få status som krigsfanger.

Der er grimt bag jerngitrene, hvor alt privatliv er forsvundet.

Alex bliver hurtigt klar over det, da Simeon konsekvent har dårlig mave og hyppigt bruger cellens toilet. Lyddesignerne skaber et voldsomt univers ved at levere de absolut klammeste gengivelser af tyndskid, man mindes at have hørt på film.

Ørerne får heldigvis også noget lækkert at beskæftige sig med i form af oceaner af musik, primært reggae. Præcis som i antologiseriens anden film, Lovers Rock, er det et ungdommeligt soundtrack og hymnerne i et fællesskab, som det øvrige samfund ser ned på.

”Hvis du ikke kender din fortid, så kender du ikke din fremtid,” siger Simeon til Alex.

Og det er lige præcis projektet, Steve McQueen formidabelt er i gang med at udføre i Small Axe, hvor der nu kun mangler at blive vist én film.

Instruktøren sætter luppen på fortiden, så vi kan undgå at gentage fejlene fra dengang og videreføre dem til en ny generation. Det er op til os at stoppe diskrimination og had!