Aladdin

Disneys række af live-action-remakes har været omhyggeligt udmærkede, hverken værre eller bedre end de tegnefilm, målgruppen engang sled tynde på vhs. 

Forrige måneds Dumbo gik et skridt videre og byggede et originalt nyt skelet til den klejne historie. Men vi stemte nej ved billetlugerne, og med genindspilningen af Aladdin fra 1992 får vi som fortjent. 

Det drejer sig stadig om den hjertensgode gadeknøs, der fanges af sultanens ærgerrige vizir Jafar og tvinges til at hente en magisk lampe i Vidunderhulen. Men da hulen lukker sig om ham, beordrer Aladdin ånden i lampen til at give ham en royal makeover, der kan imponere den smukke prinsesse Jasmin. 

Herfra går det videre med konfetti-sprudlende musiknumre og en lige højre hist og her til konfrontationen med Jafar, tæppeflyvetur med prinsessen og den gamle morale om, at heltemod – ligesom licensen – er noget, vi giver hinanden. 

Manuskriptet er leveret af Tim Burton-samarbejdsmakkeren John August og Guy Ritchie, der også har instrueret. Men hvor Burton fik lov at skeje ud med sine vante excentriciteter i Dumbo, er der begrænset med Ritchies visuelle fiksfakserier at finde i Aladdin. 

På papiret er han selvfølgelig et oplagt valg. Siden debuten med Lock, Stock and Two Smoking Barrels har han fortalt historier om hurtige hustlers, der snyder sig til tops. 

Det går ham bedre her end i den skizofrent rodede Kong Arthur: Legenden om sværdet. Men man fornemmer, at de mest iøjnefaldende sekvenser er spyttet ud af Disney-studiets velsmurte blockbuster-maskine. 

Det er vist ingen hemmelighed, at instruktører på årets største biografbaskere mest skal koncentrere sig om at få kemien mellem skuespillerne til at spille. Filmens tekniske udstyrsstykker tager mere erfarne kræfter sig af – det er blandt andet derfor, så mange slagsmål i tredje akt føles så ens. 

Aladdin byder dog på et par smittende energiske sekvenser såsom åbningsflugten fra ordensmagten, hvor Aladdin må svinge, springe og parkour-løbe fra ordensmagten gennem markedsbyen Agrabah. 

Egyptisk-fødte Mena Massoud har attituden i orden, og i denne visuelt opfindsomme og atletisk imponerende sekvens charmerer han trusserne halvt af prinsessen. Samtidig viser han os rundt i et kulørt Hollywood-Arabien, der er eksotisk nok til at virke dragende og renskuret nok til ikke at virke synligt muslimsk. 

Det er vel som forventet. 

Eventyret er selvfølgelig akkompagneret af de klassiske sange fra originalen plus et par nyskrevne numre fra La La Land-sangskriverne Benj Pasek og Justin Paul. 

Det vigtigste er et løvindebrøl fra Jasmin, der harcelerer over sit lod som underkuet blikfang. Et velkomment indspark, og engelske Naomi Scott er sprælsk som handlekraftig Disney-prinsesse. Men Jasmins slagsang lyder som et kasseret udkast til Let It Go fra Frost, og man har glemt melodien, inden sangen er ovre. 

Skal man skære helt igennem, er der to rigtig gode sange i Aladdin – og nej, den Oscar-vindende flødeduet A Whole New World er ikke en af dem. Begge leveres med brusende begejstring og komisk overskud af Will Smith, der som ånden i lampen er filmens trumfkort. 

Hans introsang Friend Like Me er et næsten lige så opfindsomt festfyrværkeri som i originalen, og i den flamboyante Prince Ali præsenterer Genie den forklædte Aladdin med en dansende kortege, som om Busby Berkely havde koreograferet karnevalsparaden i Rio de Janeiro. 

Man kan ikke undgå at sende en kærlig tanke til Robin Williams’ speedjokende blå bamse, men Will Smith haler rollen – og ofte filmen! – hjem på uforfalsket filmstjernekarisma. 

Men der er altså noget i vejen, når Aladdin er den mindst interessante figur i Aladdin. Selv Jafar har fået en nietzscheansk overhaling som den tidligere gadedreng, der med benhård viljestyrke er kommet frem i verden. 

Et par spektakulære musiknumre, kosmetiske løft af originalens hyggeracisme og underdanige kvinder. Derudover er Aladdin en rutinepræget genindspilning.