Afternoons of Solitude

Det starter med en lang, uklippet optagelse af en tyr alene på en kulsort mark, kun oplyst af månens kviksølvagtige skær.

Tyren stirrer direkte ind i kameraet med store, milde øjne. Selv om den virker rolig, fortæller lydsiden en anden historie. Dyrets åndedræt er tungt, anspændt og uregelmæssigt.

Der klippes direkte til matadoren, den 27-årige peruvianske Andrés Roca Rey. Han sidder på bagsædet af en bil med sine kollegaer, iført en uniform med glitrende gulddekorationer, broderier, pailletter og farverige tekstiler. Han tørrer sveden af sin blanke pande med en sort stofhat.

Næste gang han viser sig, fornemmer man for alvor forfængeligheden. Han står i et lille rum ved siden af en nyredt seng. Hans overdrevne klæder er blodstænkede. Han tager dem langsomt af. Kroppen er fuldstændigt uberørt. Ikke en skramme. Blodet er ikke hans eget.

Indstillingerne under tyrekampene er lange og voyeuristiske. Det kan virke provokerende, for Andrés bekæmper tyren på sadistisk vis. Tyrens fortvivlede brøl skærer i os som barberblade, mens den mishandles, udpines og gradvist trættes.

Der er noget sorgfuldt over hele seancen. Andrés virker fjern, som om han ifører sig en stiv maske sammen med sin iøjnefaldende, polerede uniform. For ham er det et teater, hvor han er centrum. Og hvis det bliver lidt farligt, får han endnu mere anerkendelse og højere klapsalver.

For tyren er det en langsom aflivning. Det føles underligt at heppe på dyret frem for hovedpersonen, men det er også uundgåeligt.

Filmen kan trods sine raffinerede kameraindstillinger ikke skjule det grimme og meningsløse. Tyrens aflivning er en del af showet. På sit dødsleje ligner den mere en kalv end et farligt, ophidset bæst.

Disse billeder er uafrystelige og kvalmefremkaldende.

Efterfølgende er Andrés frustreret. Tyren gik ikke i gulvet med det samme, som han havde forventet. Han kalder den en bastard og en motherfucker. Den lidt ældre kollega, der sidder i bilen sammen med Andrés på vej hjem til luksushotellet, betragter det unge talent med en blanding af ærefrygt, beundring og misundelse – og istemmer hans forbandelser.

Den catalanske auteur Albert Serra er kendt for at skildre naturens kraft over for menneskets forgængelighed, og i hans forrige film, Pacifiction, er farvandet ud for Fransk Polynesien en kilde til paranoia og eksistentiel uro.

Flere anmeldere har rost Afternoons of Solitude for ikke at æstetisere dyremishandlingen, men selvfølgelig er der tale om en æstetisering. Farverne alene er så kontrasterede og mættede og indstillingerne så lange, at vi nærmer os noget mere abstrakt – en kunstfilm – snarere end en egentlig dokumentar.

Der er noget på en gang gruopvækkende og hypnotisk over at se Andrés kæmpe mod tyren, som langsomt udmattes, mens han bevæger sig smidigt frem og tilbage og laver vanvittige grimasser for at ophidse dyret yderligere.

Men de gudeskønne billeder dækker også over galskaben. Hvordan havde filmen virket, hvis billederne havde været mere nøgterne, mindre kontrasterede og mere ærlige?

Langsommeligheden er et virkningsfuldt greb, og overraskelsen og euforien over tyrens stædige modangreb, selv efter at den burde være død, forstærkes af de lange, pinefulde optagelser.

Kun i få øjeblikke afbrydes afmagtsfølelsen, når tyren går til modangreb og sårer Andrés. Og når tyren mishandles, kan man ikke lade være med at tænke: Hvorfor skal jeg se på det her?

Og et svar får man aldrig. Det må man selv nå frem til.

Afternoons of Solitude er en visuelt dragende, men også urovækkende film, der skildrer tyrefægtningens brutalitet med en æstetik, der forfører og frastøder. Albert Serra lader voldens ritual udfolde sig uden fordømmelse eller forklaring, og det gør oplevelsen både tryllebindende og næsten uudholdelig.

De smukke billeder fungerer som en slørende kontrast til den rå grusomhed, der ligger under overfladen.