After the Quake

Der er noget oprigtigt forførende over den japanske After the Quake.

En underjordisk orm, der ligner et rødt, fluorescerende metrotog, snor sig i mørket under Tokyo. En mystisk æske skifter hænder. Og midt i det hele: en talende, menneskestor frø, der spadserer rundt som et zenbuddhistisk kæledyr, halv terapeut, halv hallucination.

Det er fascinerende på den måde, som kun Haruki Murakami-fortællinger kan være det – drømmeagtigt og en smule tåbeligt på en gang.

Instruktøren Tsuyoshi Inoue forsøger tydeligvis at skabe et sammenvævet mosaikværk: fire historier med jordskælvet i Kobe den 7. januar 1995 som fælles referencepunkt, fire efterdønninger, ét traume. 

Filmen er baseret på dele af novellesamlingen Efter skælvet (2000), der har samme grundidé og ret meget samme scener. 

Mens Murakamis ord bevæger sig ubesværet mellem drøm og virkelighed i en ultrakort, magisk-realistisk form – novellerne kan læses på få minutter – bliver mødet mellem de to planer i Inoues film langt mere problematisk.

Filmen fastholder os i en mystisk andagt, men uden det psykologiske eller fortællemæssige lag, der kunne skabe reel identifikation med karaktererne – som Ryusuke Hamaguchi så mesterligt formår i den Oscar-vindende Murakami-filmatisering Drive My Car.

Første del følger for eksempel den unge sælger Komura (Masaki Okada), hvis kone pludselig forsvinder efter jordskælvet i Kobe. Han bliver måbende chokeret over et spørgsmål om hans ekskone, men accepterer i næste sekvens uden videre, at en ufo svæver over hende på en mark uden for hans bil.

Der kommer ingen naturlighed over vekselvirkningen mellem det uventede og det accepterede. Den følelsesmæssige dybde – det sted, hvor filmens sjæl burde bo – svinder ind minut for minut. Og så føles 132 minutter pludselig som lang tid.

Komuras hustru efterlader et brev, hvor hun beskriver ham som ”en klump luft” – en sætning, der bliver konkret, da han sendes mod øen Hokkaido med en æske, han ikke må åbne. Filmen forsøger at iscenesætte det som en spirituel dannelsesrejse, men ender som en blanding af Lost in Translation (uden sexethed eller lune) og et spændingsforlagt afsnit af The X-Files.

Andet segment lader os møde Junko (Yui Narumi), en butiksansat. Hun falder i snak med en mand, der hver nat tænder bål på stranden som en moderne Sisyfos med tændvæske. Inoue klipper mellem deres ansigter, som om hver replik er en åbenbaring.

Tredje del bevæger sig frem til 2020 og den unge, bebrillede Yoshiya (Daichi Watanabe), der er blevet hjernevasket i en sekt som barn. 

”’Din tissemand er så stor, fordi du er Guds søn,’ havde hans mor forsikret ham om,” skriver Murakami, så vi ikke er i tvivl om det banale og groteske. Men i filmen bliver både gud og diller inkorporeret i en salvelsesfuld og grådkvalt historie om faderdød og modersavn.

Nogen burde havde fodret instruktør Inoue med Piet Heins gruk: ”Den, der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt.”

I den sidste del får Katagiri (Koichi Sato), en falleret bankmand anno 2025, besøg af en kæmpe frø, som insisterer på, at de sammen engang har reddet Tokyo fra en underjordisk orm (historierne griber her ind i hinanden). Her taler frøen med buddhistisk alvor, og musikken blæser op til storm. 

Jeg længes af hele hjertet efter nogen, der springer ud af et køleskab og monterer en kæmpedildo på frøen sammen med skiltet: ”Gud er død.” 

After the Quake vil så gerne vibrere i takt med menneskets skælv og det helt reelle ønske om at finde mening i tab. Altså det samme projekt, som Hirokazu Koreeda lykkes med i 1990’er-film som Maborosi og Mellem liv og død.

I stedet står Inoue og hakker mellem det symbolske og det sentimentale som et jordskælv, der kun formår at flytte en anelse på møblerne.

Gloria-biografen skal nok få fat i en del af Murakamis trofaste følgere, men efter denne filmoplevelse følte jeg mig mæt af den japanske forfatter. På en måde er det ret passende, at filmatiseringen har premiere umiddelbart efter, at den mangeårige Nobelpris-favorit Murakami, for gud ved hvilken gang, er blevet forbigået af komiteen.

For denne form for helgendyrkelse er der ingen, der vinder noget på.