After the Hunt

En årlig Luca Guadagnino-film er efterhånden lige så uundgåelig som døden eller skattevæsenet. Og ligesom dem er After the Hunt ofte både smertefuld og kedelig – med masser af alkohol til at dulme fortvivlelsen.

Instruktøren bag Suspiria, Call Me By Your Name og Challengers starter ellers sit nye drama så lovende med samme skrifttype, som Woody Allen foretrækker i sine åbningssekvenser. Ligesom Allen lægger Guadagnino ud med jazz, og filmen begynder i en smuk lejlighed fyldt med charmerende intellektuelle til en fest.

Er vi på vej mod en nyfortolkning af Allens Manhattan mord mysteriet?

Desværre viser Allen-referencen sig at gå på noget andet end hans film. Historien handler nemlig om tidligere respekterede personligheder, der nu ramler ind i skandale og vanære. Skyld og uskyld, sandhed og løgn, blandes med offentlige bodshandlinger og muligheden for aflad.

Festen finder sted hjemme hos Alma (Julia Roberts), en filosofiprofessor på tærsklen til fastansættelse på Yale University, og hendes mand, børnepsykologen Frederik (Michael Stuhlbarg). De er begavede, forenede og omgivet af venner, kolleger og ph.d.-studerende, som alle er lidt forelskede i Alma.

Hank (Andrew Garfield), der også nærmer sig fastansættelse, og den studerende Maggie (Ayo Edebiri) er særligt betagede af hende.

Da Maggie går på toilettet og finder en konvolut fyldt med hemmeligheder, planter Guadagnino et løfte om intriger.

Hvad er det for en mystisk sygdom, Alma lider af? Hvorfor selvmedicinerer hun? Hvad er det for piller, hendes mand hver morgen giver hende? Hvem skal man tro på, når Maggie beskylder Hank for seksuelt overgreb efter festen? Hvem vil Alma støtte? Og hvorfor drikker de alle sammen så meget?

Så mange spørgsmål, men heldigvis er hovedpersonerne forbløffende eminente til at analysere alt. Guadagninos film er 139 minutter lang, så der er masser af tid til at filosofere, især om etik.

Vi når forbi en diskussion af Giorgio Agamben, som i Guadagninos hjemland Italien var en intellektuel stjerne, før han kastede sig ind i covid-debatten med et angreb på det digitale raskhedscertifikat. Han hævdede, at man uden passet blev behandlet som jøder i nazi-Tyskland, tvunget til at bære en gul stjerne.

Forsøger filmen at rehabilitere en tidligere beundret person? Det får vi intet svar på. Da Alma og hendes veninde, studievejlederen Kim (Chloë Sevigny), går på bar og hører The Smiths, falder samtalen på forsangeren Morrissey og hans ødelagte status.

Da Kim erklærer sin kærlighed til musikken, hvad mener hun så? At det er i orden at elske mænd som Allen, Agamben og Morrissey trods deres fejl?

Selv om der er kvinder i filmen med hemmeligheder og tvivlsom etik, er det sigende, at Nora Garretts manuskript ikke refererer til nogen af de virkelige kvinder, som har haft omdømmet i vridemaskinen. Handler det i virkeligheden om, at nogen er ”hævet over ansvarlighed”, som en person formulerer det?

Trods de frustrerende utydeligheder er der lyspunkter. Ros skal lyde til musiksupervisoren Robin Urdang samt komponisterne Trent Reznor og Atticus Ross, for filmen lyder fremragende. Den er også flot. Malik Hassan Sayeeds kameraføring indfanger den varme luksus i Alma og Frederiks lejlighed og Yale, kontrasteret med vinterens barske kulde og skummelheden på Almas foretrukne bar.

De fire hovedrolleindehavere leverer solide præstationer, men Michael Stuhlbarg burde have fået langt mere tid på lærredet. Det samme gælder Chloë Sevigny, der næsten ikke får noget at arbejde med – hvilket er spild af hendes talent.

Generelt svigtes castet af en historie, der drukner i evindelig, prætentiøs pseudo-filosofi. Og selv om åbningsfonten lokker, er vi lysår fra Woody Allens skarpere og mere vedkommende etiske dissektion i Små og store synder.