Ad Astra

Har James Gray også fans uden for de store filmfestivaler?

I 00’erne var han amerikansk darling på Cannes med skæve dramaer som We Own the Night og Two Lovers, og nogle håbede, at Ad Astra ville være hans billet tilbage til Croisetten i Sydfrankrig.

Fremtidsfilmens krævende effekter holdt den fra at være færdig i tide, men det er måske heldigt nok, både for ham og Cannes, at den i stedet fik premiere i Venedig. Her interesserer man sig vist stadig mest for film om og af mænd!

For i en tid, hvor film forventes at favne begge køn, føles Ad Astra en smule bagstræberisk. Det er en unødigt dyster rumodyssé, hvis ellers udsøgte actionsekvenser tynges af en håbløst mørk fortælling om en astronaut med daddy issues.

James Gray gør sin hensigt klar fra begyndelsen. Åbningssekvensen smører tykt på i kontrasten mellem hovedpersonens altopslugende arbejde i rummet og hans miserable privatliv. Liv Tyler som hans tungsindige, forsømte kone får endnu mindre tid foran kameraet, end hun havde i Armageddon.

Roy McBride, som Brad Pitt hedder i filmen, arbejder for rumforskningsselskabet Spacecom og gør sig bemærket ved at tage alting med ophøjet ro. Så ophøjet, at hans puls aldrig overstiger 80 slag i minuttet, end ikke da han springer ud fra en knejsende futuristisk antenne, som rækker helt ud i rummet – en fantastisk spændende scene, der står mål med alt fra de nye Mission: Impossible-film.

Roys afslappede attitude imponerer cheferne så meget, at de indkalder ham til et hemmeligt møde.

Roys far var en amerikansk rumhelt, der forlod sin familie og senere forsvandt ud i verdensrummet. Han arbejdede på det hemmelighedsfulde Lima Project, der ledte efter intelligent liv i de allerfjerneste galakser, og i slørede videobeskeder spiller Tommy Lee Jones ham med vanlig knarvornhed.

Roy formoder, at han er død, men ledelsen afslører, at han meget vel kan være i live et sted i nærheden af Neptun. Og måske har han en viden, der kan standse en række mystiske strømsvigt, som forvolder enorm ødelæggelse overalt på kloden.

Det er en krise uden fortilfælde, får Roy at vide, inden han sendes til Mars med et mellemstop på månens skyggeside, for at lokke sin far frem af rummørket med en kodet besked.

Denne mission er filmens fokus, og James Gray bygger effektivt op til en slags Dommedag nu i rummet.

For ikke at vække opsigt tager Roy en charterrumfærge til månen, hvor man for 125 dollars kan opgradere sin tur med en pude og et sovekit. I denne fremtidsverden er månen blevet en turistfælde, en ”rekreation”, som Roy formulerer det, ”fra alt det, vi løber væk fra på Jorden”.

Hans mumlende indre monologer har det med at klodse bremserne i, hver gang filmen opbygger momentum.

Turisterne på månen har dog ikke gjort den civiliseret. Skyggesiden er en krigszone for pirater i strandsejlere. Det fører til et af filmens højdepunkter: en hårrejsende actionscene, hvor man altid er smerteligt bevidst om, hvor galt det kan gå.

Al filmens spænding ebber dog langsomt ud i den ørkenvandrende tredjeakt, hvor Roy når helt til Neptun og tager et opgør med sin fortid.

Ad Astra er visuelt ekstraordinær, ikke mindst når den gør det klart, hvor meget vi ville give køb på, hvis vi nåede ud i rummet: sollys, dyreliv, planter. Men det er også her, filmen falder fra hinanden.

Ganske som Damien Chazelle i sidste års First Man grubler James Gray på storslået vis over, hvad det koster os at forlade atmosfæren, men han leverer en rumfilm, der er blind for rumrejsens magi.

Instruktøren har heller ingen interesse i at overholde de løfter, som en genrefilm giver publikum. En veldrejet underminering af gængse klichéer er måske netop, hvad James Grays fans forventer.

Resten af os må kigge langt efter et bankende hjerte.