Biografanmeldelse
16. sep. 2019
Ad Astra
Astronauten Roy McBride (Brad Pitt) tager på en vild rumrejse, hvor han skal redde Jorden og finde frem til sandheden om sin fars forsvinden. Foto | François Duhamel

Ad Astra

Visuelt slående drama med Brad Pitt bygger effektivt op til en slags Dommedag nu i rummet, men man savner et bankende hjerte.

Af Damon Wise

Har James Gray også fans uden for de store filmfestivaler?

I 00’erne var han amerikansk darling på Cannes med skæve dramaer som We Own the Night og Two Lovers, og nogle håbede, at Ad Astra ville være hans billet tilbage til Croisetten i Sydfrankrig.

Fremtidsfilmens krævende effekter holdt den fra at være færdig i tide, men det er måske heldigt nok, både for ham og Cannes, at den i stedet fik premiere i Venedig. Her interesserer man sig vist stadig mest for film om og af mænd!

For i en tid, hvor film forventes at favne begge køn, føles Ad Astra en smule bagstræberisk. Det er en unødigt dyster rumodyssé, hvis ellers udsøgte actionsekvenser tynges af en håbløst mørk fortælling om en astronaut med daddy issues.

James Gray gør sin hensigt klar fra begyndelsen. Åbningssekvensen smører tykt på i kontrasten mellem hovedpersonens altopslugende arbejde i rummet og hans miserable privatliv. Liv Tyler som hans tungsindige, forsømte kone får endnu mindre tid foran kameraet, end hun havde i Armageddon.

Roy McBride, som Brad Pitt hedder i filmen, arbejder for rumforskningsselskabet Spacecom og gør sig bemærket ved at tage alting med ophøjet ro. Så ophøjet, at hans puls aldrig overstiger 80 slag i minuttet, end ikke da han springer ud fra en knejsende futuristisk antenne, som rækker helt ud i rummet – en fantastisk spændende scene, der står mål med alt fra de nye Mission: Impossible-film.

Roys afslappede attitude imponerer cheferne så meget, at de indkalder ham til et hemmeligt møde.

Roys far var en amerikansk rumhelt, der forlod sin familie og senere forsvandt ud i verdensrummet. Han arbejdede på det hemmelighedsfulde Lima Project, der ledte efter intelligent liv i de allerfjerneste galakser, og i slørede videobeskeder spiller Tommy Lee Jones ham med vanlig knarvornhed.

Roy formoder, at han er død, men ledelsen afslører, at han meget vel kan være i live et sted i nærheden af Neptun. Og måske har han en viden, der kan standse en række mystiske strømsvigt, som forvolder enorm ødelæggelse overalt på kloden.

Det er en krise uden fortilfælde, får Roy at vide, inden han sendes til Mars med et mellemstop på månens skyggeside, for at lokke sin far frem af rummørket med en kodet besked.

Denne mission er filmens fokus, og James Gray bygger effektivt op til en slags Dommedag nu i rummet.

For ikke at vække opsigt tager Roy en charterrumfærge til månen, hvor man for 125 dollars kan opgradere sin tur med en pude og et sovekit. I denne fremtidsverden er månen blevet en turistfælde, en ”rekreation”, som Roy formulerer det, ”fra alt det, vi løber væk fra på Jorden”.

Hans mumlende indre monologer har det med at klodse bremserne i, hver gang filmen opbygger momentum.

Turisterne på månen har dog ikke gjort den civiliseret. Skyggesiden er en krigszone for pirater i strandsejlere. Det fører til et af filmens højdepunkter: en hårrejsende actionscene, hvor man altid er smerteligt bevidst om, hvor galt det kan gå.

Al filmens spænding ebber dog langsomt ud i den ørkenvandrende tredjeakt, hvor Roy når helt til Neptun og tager et opgør med sin fortid.

Ad Astra er visuelt ekstraordinær, ikke mindst når den gør det klart, hvor meget vi ville give køb på, hvis vi nåede ud i rummet: sollys, dyreliv, planter. Men det er også her, filmen falder fra hinanden.

Ganske som Damien Chazelle i sidste års First Man grubler James Gray på storslået vis over, hvad det koster os at forlade atmosfæren, men han leverer en rumfilm, der er blind for rumrejsens magi.

Instruktøren har heller ingen interesse i at overholde de løfter, som en genrefilm giver publikum. En veldrejet underminering af gængse klichéer er måske netop, hvad James Grays fans forventer.

Resten af os må kigge langt efter et bankende hjerte.

Titel:
Ad Astra

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
James Gray

Manuskript:
James Gray, Ethan Gross

Medvirkende:
Brad Pitt, Liv Tyler, Ruth Negga, Tommy Lee Jones

Spilletid:
122 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
19. september

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. dec. 2022
Decision to Leave

Decision to Leave

Biografanmeldelse
01. aug. 2022
See for Me

See for Me

Biografanmeldelse
04. apr. 2022
Nitram

Nitram

Biografanmeldelse
19. okt. 2021
The French Dispatch

The French Dispatch

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten