The Accountant

Som action-thriller udmærker The Accountant sig især på to måder.

For det første er hovedpersonen (Ben Affleck) autist, hvilket betyder, at han opfører besynderligt og akavet. Det klæder store dele af filmen at lege med konventionerne og forventningerne om den hårdføre lejemordertype.

For det andet er filmens plot ret så kompliceret, og handlingstrådene vikler sig ind og ud af hinanden. Det er dog straks mere problematisk for filmen, der undervejs bevæger sig rundt i unødvendige kringelkroge.

I omtalen af The Accountant kan man læse, at den handler om en semi-autistisk revisor, der arbejder som lejemorder i sin fritid. Selv om det lyder både spændende og spøjst, er det kun en flig af den omsiggribende og indviklede handling.

Christian Wolff (Affleck) er med sin autisme et matematisk geni og derfor en ørn til regnskaber og økonomiske tabeller. Til gengæld er det næsten umuligt for ham at føre en flydende og normal samtale med et andet menneske.

Og i virkeligheden arbejder Wolff som en slags freelance-revisor for diverse lyssky forbryderorganisationer, men driver et lille lokalt revisionsfirma for almindelige mennesker som skalkeskjul for sine egentlige forretninger.

Da det amerikanske bagmandspoliti kommer på sporet af Wolff, ser han sig nødsaget sig til at lade sig ansætte af robotudviklingsfirmaet Living Robotics for at signalere, at han har rent mel i posen. Men da han sammen med den unge bogholder Dana (Anna Kendrick) opdager snyd i robotfirmaets egne regnskaber, begynder plottet at sno sig i adskillige retninger.

Snart begynder de mange handlingstråde dog at samle sig i et kludetæppe bestående af blandt andet Woolf, ledelsen hos Living Robotics, efterforskeren Ray King (J.K. Simmons) og hans underordnede Medina (Cynthia Addai-Robinson).

Det giver god mening, at The Accountant markedsfører sig som en thriller. Filmen stabler en mørk og uigennemskuelig historie på benene, som desværre svinger noget i intensitet og kvalitet undervejs.

I det hele taget lægger The Accountant lidt gumpetungt fra land med et konformt tilbageblik på Christian Wolffs barndom som autist med en autoritær soldaterfar, der opdrager ham i militære dyder. Det er set hundrede gange før og en lidt for nem måde at forklare en knudemands afstumpethed på.

Ben Affleck er til gengæld interessant som forknyt og socialt handicappet autist. I små øjeblikke åbner han sig op, især over for den unge Dana, som han får et godt øje til. Men for det meste følger vi hans autistiske ritualer og små pudsige tvangsrutiner, der også gør ham til en iskold dræber.

Måske er Wolff i virkeligheden lidt for god en dræbermaskine. Med kirurgisk præcision placerer han den ene kugle efter den anden i sine modstanderes hoveder og slår en proper næve. Det trækker lidt af spændingen ud af dramaet, når han ikke møder nok modstand.

J.K. Simmons er alene i kraft af sit fugede ansigt altid interessant og uforudsigelig. Og selv om hans birolle som efterforskeren Ray King langt fra er hans mest interessante, gør han det optimalt i forhold til stoffet.

I det hele taget er birollerne i The Accountant flot og bredt besat af solide præstationer af velkendte navne som Anna Kendrick og Jeffrey Tambor.

Det virker, som om skaberne af The Accountant på den ene side har efterspurgt en rimelig traditionel action-thriller og på den anden side også vil nyfortolke genren og give den ekstra lag.

Mod slutningen fortaber manuskriptet sig i alt for mange belejlige sammentræf og unødige forbindelser. De er tænkt som overraskende plottwist, men drukner i en rodet og forvirrende finale.