About Time

Instruktør og manuskriptforfatter Richard Curtis har været mangt en kvindes redningsmand, når forliste forhold skulle fordøjes, og troen på kærligheden genoprettes.

”Det kunne ske for mig,” håbede man inderligt efter gensyn med Fire bryllupper og en begravelse, Notting Hill og Bridget Jones’ dagbog.

Alle tre er velskrevne romantiske komedier, hvor Richard Curtis dygtigt gør livets tilfældigheder til dramatiske vendepunkter, der driver kærlighedsfortællingerne fremad.

About Time afslører, at 56-årige Curtis er blevet en utålmodig herre. For nu behøver hovedpersonen ikke vente flere år på tilfældigvis at rende ind i drømmeprinsessen igen. I stedet kan han sætte sig en tur i tidsmaskinen!

21-årige Tim Lake (Domhnall Gleeson) bor med sine excentriske forældre, sin lettere demente onkel og sin yngre søster Kit-Kat i et overdådigt palæ på landet. Efter en våd nytårsfest fortæller hans far (spillet af den evigt karismatiske Bill Nighy), at alle mandlige medlemmer af Lake-familien kan rejse i tiden, om end kun tilbage til de begivenheder, de selv har oplevet.

Tim beslutter omgående, at han vil bruge sin evne til at få kloen i drømmekvinden. Efter flere mislykkedes forsøg på at score lillesøsterens lækre veninde rejser Tim til London, hvor han flytter ind hos farens depressive manuskriptforfatterven Harry (Tom Hollander) og starter karrieren som advokat.

På aftenen, hvor Harry har premiere på sit teaterstykke, møder Tim den attraktive Mary (Rachel McAdams) på en restaurant. Da Tim vender hjem, ekstatisk af lykke, fortæller Harry, at premieren endte katastrofalt, da en skuespiller glemte sine replikker. Tim rejser tilbage for at fikse aftenen, men opdager til sin gru, at konsekvensen er, at han aldrig har mødt Mary.

Tidsrejse-konceptet er tydeligvis kun et dramaturgisk bindemiddel, hvilket efterlader en hel del ubesvarede spørgsmål hos publikum. Værre er det dog, at instruktøren selv bryder med sin præmis nogenlunde lige så hurtigt, som han etablerer den.

Snart rejser Tim således tilbage til situationer, som han ikke selv har deltaget i. Pludselig kan han også tage andre folk med tilbage i tiden, hvis han bare holder dem i hånden. Og nogle gange skal han gennemleve hele situationen igen, andre gange kan han springe frem og tilbage i tid, som han lyster.

Man mister hurtigt interessen for det gennemhullede manuskriptet og håber egentlig mest, at tidsrejserne går som smurt, så man ikke behøver se den samme scene igen og igen.

Som når Tim skal smøre den lækre veninde ind i solcreme, og tuben eksploderer. Eller når Tim og Mary skal have sex for første gang, og det er lidt kikset.

Tim og Mary får overraskende hurtigt hinanden, og filmen udvikler sig til at handle om familiebånd og livets gang. Bryllup, fødsel og en enkelt begravelse, hvor den patos-hungrende instruktør begår helligbrøde ved at lade scenen akkompagneres af Nick Caves Into My Arms.

På trods af filmens sukkersøde, banale morale om at gøre det rigtige og nyde hvert øjeblik i livet lurer der en narcissistisk tankegang under overfladen.

I filmens oplagte forbillede, Groundhog Day, får Bill Murray skabt indhold i sit liv ved at være noget for andre. Men Tim, der kan gøre alverdens ting med sin særlige evne, fokuserer stort set udelukkende på at få den smukkeste kone og den perfekte familie.

Det er måske nok skræddersyet til "mig"-generationen. Men sympatisk er det ikke.