About Dry Grasses

Tyrkiets største filmnavn nogensinde, 65-årige Nuri Bilge Ceylan, filer år efter år sit navn dybere ind i kunstens æresport. Denne gang med et tre timer langt anti-helteportræt, jeg aldrig før har set mage til. 

Samet (Deniz Celiloglu) er folkeskolelærer i en landsby, han hader inderligt. Her er ingen storbyvildskab, ingen, der værdsætter hans spydigheder, ingen akademikerfester, hvor han kan dele sine store tanker om livet. 

Han er sidst i 30’erne og har allerede været fejlcastet i det anatolske provinshul i fire lange, kolde år. Han skal bare videre. Eller i det mindste forfremmes, nu da ingen andre alligevel når ham til sokkeholderne. 

Træt af småligheden og de ordinære skæbner ansporer han en af de talentfulde piger i syvende klasse. Han låner Sevim (Ece Bagci) bøger og giver hende små souvenirs fra byen. Der er ikke noget erotisk i relationen, men da han finder et kærestebrev – som Sevim selv har skrevet – i hendes skoletaske, griber den ene skæbnesvangre hændelse den næste. 

Vi suges ind i en labyrint af nødløgne, benægtelser og charmeoffensiver. De foregår i lavloftede lokaler til gymnastikgrej og på kommunekontorer med kafka’ske elementer. Det er thriller-intenst, pinefuldt og uforudsigeligt – samme dna, som vi kender fra Ceylans rumænske kollega Cristian Mungiu (4 måneder, 3 uger og 2 dage). 

Portrættet af Samet – denne sølle, stolte, succesforladte, jaloux, men samtidig selvtilfredse intellektuelle – er gudsbenådet godt. Nådesløst afslørende, men på en sær måde også indtagende. Fordi vi får bekræftet, at byen og ikke mindst skoleledelsen ganske rigtigt er spækket med inkompetence, men især fordi Samet udvikler sig i filmens løb. Om end af andre årsager. 

En ung lærer, Nuray (Merve Dizdar), kommer nemlig til landsbyen. Hun er lige så sørgmodig som smuk. Nuray er blevet udrangeret fra en mere prestigefuld stilling i Istanbul på grund af deltagelse i formentlig pro-kurdiske protester og en politiaktion, hvorunder hun har mistet et ben. 

Samet spejler sig i hendes offerrolle og ser måske sig selv som en godhjertet frelser, da han byder hende ud. For at gøre rammen tryg, har han inviteret vennen Kenan (Musab Ekici) med. 

Hun falder naturligvis for den ”forkerte”, nemlig Kenan. 

Merve Dizdar vandt totalt fortjent Cannes-festivalens pris for bedste kvindelige hovedrolle, og hun er på samme tid hjertet i filmen og centrum for en serie grotesk morsomme og sært genkendelige udvekslinger, hvor Samets meget menneskelige egoisme og Kenans enfoldighed i samspil truer med at smadre venskabet – og begges muligheder for at score Nuray. 

”Hvorfor skal vi alle være helte?” spørger antihelten Samet under en af deres samtaler, og det er filmens rigtigt gode spørgsmål. 

Meget kan man kalde ham, denne lavstammede, tyndhårede fiasko. Men han prøver at være tro mod sig selv, og han har idealer, han værner om. Det er der en tragisk skønhed i, som man ellers skal tilbage til 1800-talets store romanforfattere for at finde i så ren aftapning. 

I filmens dialoger er der bitter livsvisdom a la Dostojevskij, Céline og Flaubert, og lagt sammen med et næsten naturstridigt poetisk-realistisk håndelag er det som at gå igennem et menneskelivs faser på en årstidscyklus. Fra vinterkulde til tør sommervind i højt græs. 

About Dry Grasses er skiftevist rystende, rørende, inciterende, frustrerende, billedskønt og et mindblow af en overraskelse, en ekstra finale, en ramme om en allerede perfekt afrundet fortælling. 

Og hvad handler det hele om? 

Nærmest alt, der vedrører vores eksistens: kønsroller, løgn, klasse, ambitioner. Hvad der afgør vores valg i de svære dilemmaer, som uundgåeligt rammer os. 

Det er en ambitiøs film på så mange planer, at det aftvinger dyb respekt. Men det er kun halvdelen af triumfen, at Nuri Bilge Ceylan lykkes fortællemæssigt og filmteknisk med sit forehavende. 

Den anden halvdel er, at filmen bliver ved med at gnave i én. Der er nu gået et år, siden jeg så den på Cannes-festivalen, og den gør stadig ondt.