About a Hero

About a Hero er en af de film, der bliver hængende i bevidstheden længe efter, at den er færdig.

Hjernen har brug for at få ryddet op i de utallige indtryk, man har fået skudt i kraniet og den helt unikke stemning, der hersker i dette mesterstykke udi forvirring.

Piotr Winiewicz’ danskproducerede film har netop åbnet verdens største dokumentarfestival IDFA i Amsterdam, men den er kun delvist en dokumentar.

Fakta-delen består af en række interviews med eksperter om AI. Udgangspunktet er et filmmanuskript, skrevet af den kunstige intelligens Kaspar Hauser, der har set alle tyske Werner Herzogs film og lært hans sprog.

Men interviewene er primært supplement til fiktionshistorien, der er baseret på Hausers manuskript. Den handler om Werner Herzog, der tager til byen Getunkirchenburg for at opklare fabriksarbejderen Dorem Clerys mystiske død.

Manuskriptets scener er bearbejdet af forfatteren Anna Juul og derefter optaget med skuespillere og en kunstig efterligning af Herzogs ikoniske røst.

About a Hero starter med en optagelse af den virkelige Herzog. Han giver sit samtykke til brug af hans stemme, men erklærer samtidig hånligt, at maskinen vil fejle.

Noget tyder på, at han har ret, for Hauser er i hvert fald utroligt dårlig til at skrive naturlige replikker.

I en sekvens bliver afdøde Dorem Clerys nabo interviewet og konstaterer, at Dorem ikke kan have begået selvmord, da han jo fik et hjerteanfald. ”Jeg har selv forsøgt at få et hjerteanfald i otte år uden held, så det er umuligt at gøre med vilje,” vurderer hun alvorligt.

Et andet komisk højdepunkt kommer fra direktøren for den fabrik, Dorem arbejdede for.

Han introducerer sig selv som ”meget intelligent” og røber abrupt hele løsningen på gåden for dernæst at trække den tilbage. Manuskriptforfatteren lader generelt til hurtigt at glemme de fakta, den selv har etableret!

Centrum for mysteriet bliver en (åbenbart ikke så) hemmelig evighedsmaskine, der gemmes på fabrikken. En MacGuffin, som Kasper Hauser tydeligvis ikke ved, hvad han skal bruge til.

Det er ret charmerende at se en maskine begå de samme fejl som en uerfaren manuskriptforfatter. Den lader sig drage af mystikken og det chokerende, men glemmer at få trådene til at gå op.

Den lader sig rive så meget med, at den sågar glemmer, hvilket tal den er nået til i de kapitler, historien er inddelt i. Et af dem hedder bare ”Et kapitel”.

Mildt sagt er det ikke et stringent narrativ, men alligevel er Kaspars verden et fascinerende og totalt unikt sted at befinde sig i – især takket være den ulmende musik af Lasse Aagaard, der er kendt fra Ekko Shortlist.

De mange interviews er også veloplagte og væver sig elegant ind og ud af fiktionsfortællingen. Blandt andre dukker den AI-skeptiske entertainer Stephen Fry op på desorienterende vis.

Jeg har aldrig stirret så intensivt på rulletekster som efter About a Hero. Man bliver simpelthen paranoid og må have bekræftet, hvem der faktisk medvirker, og hvem der er deepfakes – hvis nogen overhovedet.

Undervejs bliver det hele så kompliceret, at instruktøren Piotr Winiewicz går i dialog med Kausper Hauser og spørger, om han ikke må tage lidt mere kontrol over fortællingen.

”I’m afraid, I can’t let you do that, Piotr,” svarer maskinen morsomt med reference til HAL 9000 i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

Senere bliver kampen om narrativet tredelt. Den kunstige Werner Herzog er stiktosset over, at hans sjæl skal være fanget i så ringe en film, og også han forsøger nu at overtage historien.

Det er både fjollet og virkelig sjovt, og der er mening med galskaben.

Den totale forvirring tjener som en åbenlys og mærkbar påmindelse om den kaotiske virkelighed, vi i stigende grad lever i på grund af misinformation og de kunstige intelligenser, der bliver dygtigere og dygtigere.

Men samtidig er About a Hero et vidne om, at maskinerne har mere brug for os, end vi har for dem. Kasper Hauser har masser af poetiske og originale indfald, men de giver ingen mening, før instruktøren tager fat og fortolker dem.

Et tilbagevendende motiv er køkkenmaskiner med røde lamper, som Piotr Wieniewicz får meget ud af. Og når Hauser skriver en sexscene mellem en kvinde og en brødrister, lykkes det faktisk at gøre sekvensen næsten lige så smuk, som den er absurd komisk.

Uden Wieniewicz’ og andre menneskers kunstneriske indsats – og et menneskeligt publikum! – ville Hausers manuskript være en ubrugelig bunke ord.

Så Herzog fik ret. Maskinen fejlede, men den blev reddet af sin instruktør. Meget betryggende, selv om det nok er for tidligt at ånde lettet op.