Abducted in Plain Sight

Historien om pigen Jan Broberg og hendes familie, der udsættes for et angreb fra en seksualforbryder, lever sådan set op til klichéen om pædofili.

Den foregår i 1970’ernes USA, hvor en pletfri forstadsfamilie, som består af far og mor og tre døtre, sammen driver en blomsterhandel og kører på tur i weekenderne i en stationcar med træ på siderne.

Forbryderen er deres nye nabo, Robert Berchtold, og han er både gift og har børn selv.

For ligesom at sætte trumf på det hele er rammerne om familien en del af et forholdsvis lukket, religiøst minoritetssamfund. Men det religiøse sættes bevidst i baggrunden. Faktisk sættes der kun ord på det i én sætning, hvor vi hører, at familien ”dyrker LDS-religionen”.

Men hvorfor egentlig ikke skilte med, at her er en film om en pædofiliskandale i mormonkirken?

Svaret skal nok findes i historiens helt utroligt præcise skildring af et pædofilt rovdyrs angrebsmetoder og altomfattende manipulation. Det er som at slå op i en lærebog om dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Berchtold er et regulært monster. Eller, som Jan – der medvirker i filmen i interview-sekvenser som voksen – siger: ”Han er en mester.”

Og det ville faktisk ganske rigtigt være synd at lade dét overskygge af den i grunden underordnede religiøse kontekst.

Vi nemlig følger minutiøst hans udspekulerede overgreb på snart sagt hele familien – fra de første mærkelige hjørnesten (som da han på bizar vis i starten af bekendtskabet med nabofamilien manipulerer Jans far til at give ham et håndjob i en bil) og til den nærmest psykotiske rammefortælling, Berchtold etablerer med Jan under en bortførelse.

Set-uppet går i al sit vanvid ud på, at Jan i virkeligheden er halvt rumvæsen, og at hun er udvalgt til at forplante sig med en særligt udvalgt menneskemand.

Det hele afspilles for hende på en kassettebåndoptager, imens hun ligger bundet i en autocamper, der bumler ud ad en motorvej. Og da hun går hen til det aftalte sted for at møde den udvalgte, viser det sig søreme at være Bob Berchtold, den klamme nabo, som også har bortført hende.

Det ender med nogle underlige voldtægter, hvor han penetrerer pigen nøjagtigt to en halv centimeter med sin penis og får udløsning på den måde.

Efter en grotesk rejse til Mexico, hvor den tolvårige pige bliver lovformeligt gift med sin nabo på over 40 år, lykkes det forbryderen ved hjemkomsten at slippe med en mild dom.

Jan tør nemlig ikke fortælle om de seksuelle overgreb, fordi rumvæsenerne ellers vil gøre hendes søster blind og få hendes far til at forsvinde. Og da forældrene til sidst lader datteren undersøge af en læge, kan lægen – til alles lettelse – fastslå, at hendes mødom er intakt.

Til sidst sætter Berchtold dog trumf på og truer med at afsløre det strategisk plantede håndjob, hvis ikke forældrene trækker hele sagen tilbage. I mormonkirkens stramme, moralske miljø overlever man ikke som familie, hvis faren er blevet afsløret som homoseksuel.

Frikendt kan Berchtold starte på en frisk. Men han vender tilbage – og mareridtet fortsætter med endnu en omgang af bortførelser, Stockholm-syndrom og sågar også en otte måneder lang, seksuel affære med Jans mor, der bliver kørt rundt i manegen af psycho’en.

Filmisk er Abducted in Plain Sight ikke så banebrydende. Det er den efterhånden klassiske Netflix-skabelon med afspilning af kassettebånd og scener af dokudrama, hvor skuespillere skal forestille den ramte familie. Men det er faktisk ret flot lavet, og 1970’er-stemningen er gennemført.

Hvis man ved noget om grooming – pædofiles manipulation med deres ofre – så ved man også, at intet af det skildrede er overdrevet. Den slags sker også i Danmark. Eksempelvis var et fiktivt UFO-univers en del af Vadstrupgård-sagen.

Idéen er, at hvis børnene efter overgrebet udtaler sig sandfærdigt til politiet om det, de har oplevet og fået fortalt, lyder deres historier som det glade vanvid.