À demain sur la lune

Vi ses i morgen på månen
Mellem gudernes fire hjørner
Vi ses i morgen på månen
Tre skridt fra himlens tårne 

Sådan sang den troubadouren Salvatore Adamo i 1969 i den ballade, der har lagt navn til Thomas Balmès’ hjerteskærende dokumentarfilm om døden: À demain sur la lune – Vi ses i morgen på månen. 

Det kan være nyttigt at vide på forhånd, for sangen optræder først under slutteksterne, og den franske films grundtone og metaforiske luftlag er netop sangtekstens: et farvel til livet – så æterisk og sanseligt, sørgmodigt og trøsterigt – som noget af det smukkeste, jeg kan mindes at have set. 

À demain sur la lune føles som en salme i filmform. 

Det er de sidste måneder af et lykkeligt liv, vi ser i glimtvise hjemmevideo-bidder, men som vi især ser gennem det filter, der er Amandines eget: en ukuelig tapperhed og et taknemmeligt nærvær. 

Vi ser hende putte en af de to krøllede smådrenge i børnesengen. Møder med læger. Leg på stranden. En køkkensamtale med hendes mor, hvis mund taler om vejret, men hvis øjne søger håbet, der svinder. Statusopkald fra sygeplejersker. 

Thomas Balmès formår at være til stede uden at være til stede. Det er, som om alle ved, at kameraet er med til at fastholde noget vigtigt. 

Der vil vi se jorden
Som en stor julekugle
Vippe ganske let
På himlens store nord
Og fra stjerne til stjerne
Vil vores heste flyve
Når himlen svøber sig
I tusind hvide drømme 

Hesten er filmens mest uventede element. På hospitalet vandrer en ægte, levende hest simpelthen rundt på stuegang. Vi møder den både under patientbesøg, hvor ansigter lyser op, og i mere rolige øjeblikke – under strigling, vask og ture på græsset. 

Filmen bevæger sig i et stadig tættere zigzag mellem Amandine og dyret. I instruktørens optik bliver hesten et mytisk væsen. Den bevæger sig langsomt gennem korridorerne og bringer ro og nærvær til patienterne, men den siges også at kunne fornemme, hvornår et liv nærmer sig afslutningen. 

For Amandine og hendes familie bliver den en uventet ledsager i hendes sidste tid, en tavs, men trøstende tilstedeværelse, der spejler hendes egen rejse mod stjernerne. 

Og du vil falde i søvn
I nattens smukkeste under
Men jeg, jeg vil vugge dig
Og vente på dit smil 

Det er filmens præmis, at vi taler om heste og stjernestøv. Ikke om tumorer og papirarbejde, ikke om pressede hospitalsvæsener (man tør slet ikke forestille sig de nordfranske hospitalshesteudgifter ganget op). Ikke engang om vrede mod verden. De få andre patienter, vi møder på hospitalet, besidder samme værdighed. 

Det er altså en film med markante fravalg, og den form for dokumentarisk filmkunst har også en berettigelse. À demain sur la lune foregår i Calais, en nordfransk havneby ofte associeret med grænsekontrol og overgange, men ligesom stranden er filmen befriet for tumult og alt, der kan distrahere. 

Vurderet på de præmisser er det en mageløs film. Kameraet følger Amandine og hendes nærmeste med en sjælden ømhed. Balmès’ sans for detaljer og poetiske billedsprog træder tydeligt frem i den afdæmpede belysning i hospitalets gange – en hånd, der kærtegner et barns hår, et vindpust i trætoppene. 

Filmen undgår næsten helt den sentimentalitet, der ofte kommer til at dominere fortællinger om terminal sygdom. Balmès forlader stuen, da Amandine får besked om, at videre behandling er nytteløs – og lader i stedet À demain sur la lune bære en dyb taknemmelighed. 

Der er en næsten meditativ rytme i klipningen, hvor scenerne får lov at ånde og leve. Thomas Balmès minder os om livets skrøbelighed, men også dets skønhed, og det er en film, der bliver hængende i kroppen længe efter, rulleteksterne er forbi. 

Som et ekko af en sidste hilsen, en hvisken, der krydser planetbanerne: Vi ses i morgen på månen.