Anmeldelser

Verdens mest berømte filmmonster huserer igen, og fans kan godt glæde sig. Godzilla anno 2014 er gedigen popcorn-action med frydefuld destruktion.

Cannes fortjener en bedre åbningsfilm, og Grace Kelly fortjener et bedre filmportræt. En dramatisk historie om en af filmhistoriens største skuespillerinder er blevet til royalt dameblads-stof.

François Ozon viser Hitchcock’sk suspense og nyt menneskeligt overskud i historien om en lærer, som bliver afhængig af at læse sin elevs fristile om overklassens seksuelle udskejelser.

HBO’s gangsterdrama fra Napolis blodplettede gader er uhyggelig realistisk. Man får lyst til at blive fanget i den italienske godfathers spændingsmættede net.

Kevin Costner kæmper sig igennem et rutinepræget agentdrama, hvor terroristerne skal uskadeliggøres og teenagedatteren skal passes, alt imens mobilen bimler under torturseancerne.

Kunstfærdige billeder går hånd i hånd med rå realisme i historien om en helt almindelig familie, der rodes ind i Mexicos dunkleste narkoverden. Rørende, men ikke for folk med sarte maver.

Polanski har lavet en film, som baseret på et skuespil, som er baseret på en bog. Meta-legen vil ingen ende tage i det pikante kammerspil, hvor manden ligner Polanski, og kvinden spilles af hans kone!

John Turturro har samlet et suverænt cast i sin snurrige jøde-komedie. Selv spiller han mandeluder, mens Woody Allen for 117. gang spiller sig selv – og det gør han godt!

Lars-Martin Sørensens moppedreng dokumenterer ubarmhjertigt, hvor tyskvenligt store dele af branchen forholdt sig til besættelsesmagten i okkupationens første to-tre år.

Nick Cassavetes leverer let fordøjelig og uopfindsom underholdning i en chickflick, hvor Nikolaj Coster-Waldau leger førsteelsker for hele tre Hollywood-skønheder.

Pinligt skuespil og en banal handling gør effekt-braget Pompeji til en katastrofefilm i mere end én forstand. Det er vel ikke meningen, at vi ligefrem skal heppe på vulkanen?

Genindspilning af en rom-com fra 80’erne – nu med sorte! Hovedrollerne er sympatiske, men resultatet ligner et fortidslevn tilsat ulidelige sidekicks og sorte stereotyper.

En amerikaner tager til regnskoven og indspiller 1000 timers jodlende pygmæmusik. Desværre kommer den usædvanlige historie til at fremstå snæversynet i Doxbio-dokumentaren Sange fra skoven.

Heartless låner ublu fra tidens hotte overnaturlige tv-serier som Hemlock Grove, men giver samtidig sit eget bud på nye monstre. Det er banalt, underholdende og stærkt vellykket.

Svenske Anna Odells film om et skolejubilæum, som hun ikke blev inviteret til, er noget af det mest hårrejsende siden Vinterbergs Festen.

Paul Walkers sidste færdigindspillede film Brick Mansions er stift spillet, ubehjælpsomt skrevet og aldeles blottet for god smag.