Anmeldelser

Historien om fordrivelsen af europæiske jøder i 1930’erne udfoldes gennem en sjov og intelligent pige, der vælger at få det bedste ud af det.

Status for den danske folkekomedie: Pruttelyde og dumhed er, hvad publikum skal have, og så skal de ellers bare grine.

Dokumentarserie om #MeToo-skandalen i Det Svenske Akademi fokuserer på det sensationelle i stedet for at undersøge de strukturer, der giver overgrebsmændene frit spil.

Instruktøren bag Moulin Rouge har skabt et prangende portræt af rock’n’roll-kongen, men det bliver aldrig for alvor gribende.

TV 2-produceret dokumentarfilm om en ny, lovende kræftbehandling gør indtryk, men kunne godt have boret i, hvorfor det er svært at skaffe penge til behandlingen.

Krimiserie trækker på klichéer, men Kate Winslet er alligevel dragende som hærget politiefterforsker med problemer på hjemmefronten i en lilleby fyldt med hemmeligheder.

Forudsigelig gyser stjæler med arme og ben fra genrens kanon: en neurotisk mor, en dæmonuddrivende præst og en dukke, der er ond som satan selv.

Rockbandet Sume skabte beatlemania og national frihedskamp på grønlandsk. Dokumentaren Sume – lyden af en revolution er musikhistorie, der appellerer til øregangene.

Inspireret af sin mors oplevelser under Anden Verdenskrig har fransk instruktør lavet en bittersød og sommernostalgisk film, der mangler en klar vision.

”Du er en dead man walking, Ole Bornedal!” skriver Carsten Jensen og kalder 1864 en velrettet knytnæve, som efterlader højrefløjen med en brækket næse.

François Ozons Frantz er på overfladen et banalt og gammeldags melodrama, men dybest set handler den om mindernes betydning i en helingsproces.

Som en samtale mellem to af filmhistoriens store ikonoklaster – Orson Welles og Dennis Hopper – skuffer genfundet dokumentar fælt.

Verdens undergang kommer ikke med et brag, men med et ungdommeligt skuldertræk i Bertrand Bonellos originale og vilde film om en terroraktion i Paris.

Jordan Peeles debutfilm har held med at forlene gysergenrens klichéer med en skarp, satirisk og til tider vulgær tilgang til racisme.

De yngste skal nok være godt underholdt, men det nyeste skud på smølfestammen er trods fuldbyrdet animation mest bare en blå sutteklud.

Woody Allens 50. film, der udspiller sig under en filmfestival, er guf for enhver cineast og faktisk en af instruktørens bedre i lang tid.