Anmeldelser

Tragikomisk finesse og harmdirrende indignation forenes på smukkeste vis i sort komedie om nutidig heksejagt i Afrika.

Mindeværdig kriminalfilm med en gennemført weirdo-præstation af Johnny Depp som Boston-gangsteren James ”Whitey” Bulger, der vil dele vandene.

Forsangeren nægter at tage sit forvoksede papmache-hoved af i band-portrættet Frank, der syder af selvironisk hipsterhumor, men ender som en rørende, tragikomisk granskning af det ægte talent.

Kampscenerne i Wong Kar-Wais største succes i Asien er så raffinerede, som noget vi har set i wire fu-genren de senere år.

Social tragedie som Katrina forvandles til en livsbekræftende fabel og et filmisk festfyrværkeri.

Todd Haynes formår at forene 1920’ernes stumfilm med 70’er-cool farvefilm i Wonderstruck, der så gerne vil være nostalgisk fortryllende, men mister magien undervejs.

Italiensk drama viser med hjerte og realisme, at livet for to flygtninge i Europa ikke er den lykkelige dans, som Facebook og popmusik ellers giver udtryk for.

Det er ikke et stort, stort nummer, men Lotte Svendsen formår lige akkurat at flytte det populære Cirkus Summarum fra manegen til biografsalen.

Manden bag Family Guy har lavet en westernkomedie, der har sine sjove øjeblikke. Men på et tidspunkt flyder bægeret over med prut, pis og bæ-humor.

Catherine Deneuve og Catherine Frot har en løssluppen kemi i et meget fransk drama om to kvinder, som er bundet sammen af en afdød mand.

Der er mere mælketand end hugtand over Genndy Tartakovskys monsterkomedie, hvor Dracula bliver morfar.

Dansk drama skildrer alkoholisme præcist, men vralter mellem genrer som en fulderik, man ikke kan kommunikere med.

Hvordan fandt Peter Pan egentlig Ønskeøen og Kaptajn Klo? Det forsøger Pan at besvare med masser af 3D-effekter og fart over feltet.

Jesse Eisenberg er psykopatisk veloplagt som dobbeltgænger i Richard Ayoades kække og klaustrofobiske hjernevrider, der bygger på en roman af Dostojevskij.

Fransk skilsmisse-drama udvikler sig nærmest til en nervepirrende home invasion-gyser set gennem sårbare barneøjne.

The Artist-instruktør Michel Hazanavicius går forrygende skamløst til Nybølgens afgud, Godard, i legesyg komedie om simpel kærlighed og tabte briller.