Anmeldelser

Personligt drama og storpolitik går op i en højere end, når Spielberg suverænt udfolder en af USA’s største whistleblower-historier med et kvindeligt fokus og forelskede 70’er-billeder.

Oprørende Netflix-dokumentar om et formodet justitsmord viser, at enhver ikke er uskyldig i Guds eget land, indtil det modsatte er bevist.

Jens Loftager udforsker troens væsen i en flot og tankevækkende film om danske konfirmander og japanske terrorister.

Den klassiske musik spiller stadigvæk i den fornøjeligt retningsløse og forvirrede serie om livet i den store kunsts tjeneste.

Pixar skyder for en gangs skyld ved siden af med en uopfindsom og halvkedelig fortælling om bangebuksdinosauren Arlo.

Opfølgeren til den stilskabende Sin City er en tung, ucharmerende, kynisk og halvklam affære, der minder om en ufrivillig parodi.

DR2’s nye satireserie foregår i banksektoren, men er sjovest, når den bare er absurd. Debutanten Morten Jørgensen brillerer i rollen som sociopatisk chef. Premiere på DR2 torsdag.

Michael Douglas er brillant og fanger hver en lille detalje af den flamboyante entertainer Liberaces væsen i Steven Soderberghs film.

Bill Hader er omringet af underholdende karakterer i dybsindig tv-serie, hvor han stjæler billedet som morsom lejemorder med ar på sjælen.

Danny Boyles tv-serie fortæller spektakulært og slående, men også med ujævne toneskift historien om kidnapningen af verdens rigeste mands barnebarn.

Danske Katrine Philp sætter det amerikanske retssystem under lup og viser, hvor let det kan være at få uskyldige til at tilstå forbrydelser, de ikke har begået.

Emsemblefilm a la Robert Altman reflekterer over Første Verdenskrigs betydning, men er for selvhøjtidelig og pegefingerpædagogisk.

Kvinder på film er godt, men venindefilmen med Drew Barrymore og Toni Collette er så nysselig, at man sukker efter et maskulint modspil.

Tidligere venstreekstremist og nynazist undersøger, hvad der får mennesker til at gå ind i ekstremistiske bevægelser, og hvorfor det er så svært at komme ud igen.

Fantastisk dramedie om køn, familie og identitet stikker seerne en syngende lussing efterfulgt af et kærligt kram.

Ti år efter originalen vender de tre maskerede dræbere tilbage i en efterfølger, der med al ønskelig tydelighed viser, hvordan man ikke skal lave en slasher-film.