Anmeldelser

En krigerprinsesse og en rapkæftet drage skal redde verden fra den visse undergang i underholdende og flot Disney-eventyr.

I DR2-serie fortæller Danmarks stærkeste kvinder om oplevelser med sexisme. Ekkos anmelder har testet, om serien også rammer mændene.

Grimme dukkers absurde kapløb efter en løssluppen masseødelæggelses-ko underholder med grotesk pruttehumor.

DR har revitaliseret julekalenderen med en både mørkere og mere menneskelig fortælling, der viser, at magien findes i os selv.

På scenen opførte GG Allin sig som en voldelig lort, der smurte sig ind i lort og kastede med lort. Men dansk dokumentar viser, at han også bare var sin mors søn.

Dokumentar fortæller med aldrig før offentliggjorte optagelser historien om skandaleforfatteren Truman Capotes sociale selvmord i 1960’ernes newyorker-elite.

Svensk hyldest til kampspil og hårdkogte b-film er et skud nostalgi for videogenerationen og en syngende lussing til den gode smag.

Den megalomane baby-boss er en urkomisk parodi på Donald Trump, men DreamWorks’ familiefilm er mere end en politisk satire.

Uhyggeligt fremsynet tysk-dansk virusserie er så tæt på verdens miserable tilstand netop nu, at man har svært ved at se den som underholdning.

Potent portræt af musikeren Frank Zappa viser, hvordan han blev et frihedssymbol, der kæmpede imod censur, hykleri og flokmentalitet.

Antipyrines udgivelse af Robert Bressons tanker er essentiel læsning for alle, der er nysgerrige på filmkunstens mytiske væsen.

Veloplagt bog giver værktøjer til analyse og konkrete råd om arbejdet med production design, hvis betydning for film og serier ikke kan overvurderes.

Zack Snyder er dobbelt så lang tid om samme kedelige historie som Joss Whedon, men superheltebraget vidner i det mindste om en sammenhængende, kunstnerisk vision.

Skilsmissedrama af prisvindende svensk instruktør er et ubehageligt dyk ned i en desperat kvindes psyke.

Britisk miniserie om hosteskandalen i Hvem vil være millionær? er lige så medrivende og underholdende som tv-showet.

Den dobbelte, iranske Oscar-vinder Asghar Farhadi kan give psykologiske magtspil en Shakespeare’sk tyngde, uden at han på noget tidspunkt bliver teatralsk.