99 Homes

”Der er kun plads til 99 på arken. Alle de andre stakler vil lide druknedøden,” hvisler boligspekulanten, der lever fedt og godt på andre folks ulykke.

Rick Carver er inkarnationen af USA som et finansielt helvede bygget på kynisme og grådighed.

USA kommer vinderne til undsætning, ikke taberne, siger han. Det er ikke ham, der smider folk på gaden, når de ikke længere kan betale. Det er ikke ham, der siger, at de gør sig skyldige i ulovlig indtrængen i deres egne hjem. Det er banken. Han er bare budbringeren. Siger han, mens han køber deres huse for en slik, udnytter systemet på enhver tænkelig måde. Og vinder. 

Det er en brutal logik, som Ramin Bahrani sætter billeder og følelser på i 99 Homes. Filmen er et uforsonligt anklageskrift mod den kapitalisme, der gennemløber alle facetter af det amerikanske samfund, ødelægger de 99 procent og kommer den ene procent til undsætning.

Rick Carver med hans leveregler, eufemismer og giftige pragmatik kan fremstå en anelse firkantet. Som satirisk, velformuleret venstreorienteret vrede. Men i vreden ligger der også en kinetisk, sort energi, der spidsformulerer finanskrise-USA, boligkrisen og dens konsekvenser for helt almindelige mennesker i thrillerens fortættede genreform. Og det er et mesterligt greb.

Thrillerbeat’et dunker på lydsiden og i kroppen og driver fra første indstilling filmen frem. Defaitistisk. Klipningen er stram. Bang, bang. Nådesløs. 

Bygningsarbejderen Dennis Nash, som dybest set er en daglejer, mister sin hyre, da entreprenørerne efter to ugers arbejde opgiver ævred. Så kan han ikke betale det månedlige afdrag på familiehjemmet, hvor han bor med sin mor og sin søn. Han redder trådene ud med retten. Tror han. Og så står han dér, djævlen, Rick Carver – og politiet.

Uretfærdigheden sætter sig i kroppen, og inden for de første fem minutter er man rørt til tårer.

Rådvild og i sine følelsers vold opsøger Dennis boligspekulanten, som ender med at tilbyde ham arbejde. De indgår en faustisk pagt, og pludselig er det Dennis, der som djævlens lærling står og stemmer forsvarsløse familiers dørklokker. Men i djævlens spil koster velstanden. Og det palæ, Dennis snart kan præsentere for sin uvidende mor og søn, er sjælløst.

Michael Shannon spiller Carver som en ægte sociopat, værre end nogen gangster. Modsat George Clooney i den beslægtede Up in the Air har han ikke givet op, han trives i og næres af mismodet. Et dæmonisk kraftcenter.

Andrew Garfield, der har smidt superheltekostumet, dirrer som Dennis med den indre konflikt mellem solidaritet, skyld og velstand helt uden på tøjet. Samspillet mellem de to – på en baggrund af socialt armod: motellet, hvor de pludseligt boligløse familier flytter ind – bliver en moralsk lignelse i sig selv. Laura Dern er gribende desperat som sin søns prinsesse og moralske offer. 

Meget sympatisk har Bahrani dedikeret sin film til den afdøde kritiker Roger Ebert, som udråbte Bahrani til den næste store, amerikanske instruktør. Dengang havde instruktøren excelleret med tre indfølte, empatiske portrætter af mennesker på bunden, taberne i bankerne og de succesriges øjne. Dem, der lever i udkanten.

Bahrani var og er en amerikansk neorealist. Hans skildringer af kapitalismens vugge dirrer af empati og solidaritet og et ublu humanistisk engagement. Han ser det store i det små. Det lagde han ikke på hylden i sin første film i større format, familiedramaet At Any Price, om en trængt far og en søn, der ikke vil overtage familielandbruget.

Og det har han heller ikke lagt på hylden i 99 Homes, men han har her ladet en social indignation, en vrede, komme til orde, som ikke mindst dramatisk har gjort underværker.

99 Homes bør stadfæste Roger Eberts ord.