65

I Abernes planet styrter en astronaut ned på en planet befolket af aber. Det viser sig, at han er rejst frem i tiden, og planeten er identisk med Jorden.

I 65 styrter et rumskib med en pilot ned på en frodig planet, som viser sig at være Jorden for 65 millioner år siden. Filmen vil dog næppe få samme klassikerstatus som førnævnte.

Historien starter med, at vi er på den fjerne planet Somaris. Piloten Mills (Adam Driver) er med sin familie på stranden. Han skal afsted på en to år lang opdagelsesmission i det ydre rum.

Han gør det, fordi hans datter lider af en sygdom. Hvis han tager jobbet, har de råd til behandlingen.

Men det går selvfølgelig galt. Efter en nærkontakt af tredje grad med nogle vragdele af en asteroide, styrter Mills ned på Jorden.

Alle på nær en af hans passagerer dør. Den ene overlevende, pigen Koa (Ariana Greenblatt), taler et andet sprog end ham, og sammen må det umage par kæmpe sig vej igennem det ugæstfrie terræn.

Rumskibets ene funktionelle redningsfartøj ligger nemlig på toppen af et bjerg. Og for at nå frem til det skal de forbi en masse sultne dinosaurer.

Oppe på himlen bliver et gyldent skær kraftigere og kraftigere, som timerne går. Man skal ikke have nørdet mange dinosaurfakta, før man ved, at det er omtrent 65 millioner år siden, at dinoernes regeringstid blev brutalt afbrudt af en gigantisk asteroide, som styrtede ned på Jorden.

Da den lille krølle på overlevelseshalen introduceres, bliver 65 en rendyrket overlevelses-thriller. Det er både kampen mod uret og de enorme dinosaurer, hvis eneste mål i livet virker til at være at forsøge at æde Mills og Koa.

Der er godt med intense jagt-sekvenser og jump scares fra instruktør- og manuskriptforfatterduoen Scott Beck og Bryan Woods. Bag de forholdsvis generiske navne gemmer sig faktisk et par af folkene bag en af 2010’erne mest populære sci-fi-horrorfilm.

A Quiet Place imponerede med sin rørende historie om en familie, der forsøger at overleve en monsterinvasion, der har sendt menneskeheden på randen af udryddelse i en nær fremtid.

Beck og Woods’ nye filmer dog på ingen måde på niveau med John Krasinskis fremragende instruktørdebut.

65 er bedst, når den holder sig til det enkle. Mills og Koas flugt fra blodtørstige dinoer byder på glimrende action, og nedtællingen til, at asteroiden smadrer ned, giver en god kamp-mod-tiden-fornemmelse.

Til gengæld fremstår historien om en menneskelignende race i en anden del af universet, og som så tilfældigvis nødlander på Jorden, ret fjollet og unødvendig.

Faktisk virker det, som om man har gjort sig så meget umage med ikke at få det til at ligne en Abernes planet-pastiche, at man alligevel ender i det nabolag.

Adam Driver gør ellers, hvad han kan i hovedrollen. Den tidligere marinesoldat leverer varen i den fysisk krævende rolle, hvor han slår på tæven lige så meget, som han bliver gnasket i af skarptandede bæster.

Men hæmskoen ligger i manuskriptet.

Det bliver slået lovligt mange gange fast, at Koa minder Mills om hans egen datter. Det er også pudsigt, at lige meget hvor teknologisk fremme en rumrejsende race er, så ramler de ind i den eneste samling asteroiderester, som kan skade rumskibet.

Der er for meget påduttet tilfældighed. Og når man først begynder at tænke over logikken i en actionbasker som 65, begynder charmen at blive noget flosset.

Effekterne i 65 kommer til ære i biografsalen, men plottet hører mere hjemme i en halvgod streamingfilm. Den slags man sætter på med vennerne en aften, hvor man gerne vil underholdes uden at blive totalt opslugt.