32

Julie hælder sin øl ud i håndvasken på badeværelset. 

Iklædt superheltekostume ser hun sig selv i spejlet og erstatter indholdet i glasset med en alkoholfri, som hun har med i tasken. Hun sukker dybt, før hun vender tilbage til den muntre udklædningsfest, der buldrer inde i stuen. 

Instinktivt ved vi, at hun er gravid. Men hun er endnu ikke klar til at sige det højt. Og netop graviditeten kommer til at spille en central rolle. 

Ungdomsserien har med 29, 30 og 31 gjort en dyd ud af at skildre gråzonen, som de 30-årige eller deromkring befinder sig i. Man er ikke længere rigtigt ung, men måske heller ikke parat til at blive rigtigt voksen. Og dog skal vores hovedpersoner nu til at træffe modne beslutninger. 

Imidlertid er Julie ikke sikker på, om det er Jesper eller ekskæresten Jacob, der er far til barnet – eller om hun overhovedet vil beholde det. Og det kan i sidste ende få afgørende betydning for venneparret.

Når vi i den indledende festscene møder Julie, ved vi kun, at hun stadig skjuler sit dilemma. Men i et flashback fortæller hun det hele for veninden Laura (Amalie Lindegård), og handlingsforløbet bliver gradvist tydeligere.

”Det er hormoner!” erklærer urkomiske Laura, der også er gravid, hver gang hun siger noget forkert. Hun venter tvillinger og ved fra sin første graviditet, hvad hun kan slippe afsted med som vordende mor.

Hun er klart seriens sjoveste karakter, og skuespilleren skifter let mellem alvorsdrama og uhæmmet komik – hvilket klæder tonen i fjerde sæson.

Selv om serieskaberne Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag – der i år succesfuldt debuterede som værtspar for Ekko Shortlist Awards – lader seriens Julie og Jesper blive mere modne, følger de klogt samme opskrift som tidligere.

I deres selskab oplever vi ikke at have styr på tilværelsen i en alder, hvor man synes, at alle andre har det. Tilsat en god portion tør humor er det stadig en vindende opskrift. 

Samtidig tegner 32 et generationsportræt, som ikke kun er flatterende. Vi møder mennesker, som ikke altid kan se ud over deres egen næse af skuffelse over forventninger til jobmarkedet og datingjunglen, som de endnu ikke har lært at navigere i. 

”Nå, for helvede,” siger Jesper pligtskyldigt, imens en fjern ven krænger sit hjerte ud om en skilsmisse, der gør, at han ikke længere kan få lov til at se sine børn.

Det er tåkrummende sjovt, at den grådkvalte mand deler Jespers opmærksomhed med telefonen, der vibrerer på bordet.

Scenen viser generationens ensomhed og afmagtsfølelse, der også træder frem i temasangen, hvor sangeren Katinka synger: ”For alt det, du ventede / var meget mere spændende end det / de talte om.”

På samme vis er Julie lammet af synet i venteværelset før sin tolv ugers skanning. I lokalet sidder flere vordende forældrepar, hvor fædrene stolt aer mødrenes struttende maver, imens de blidt ser hinanden i øjnene. Men Julie er mutters alene.

”Kommer faren snart?” spørger jordemoderen insisterende. De når aldrig at komme på bølgelængde, og det er kosteligt, men sigende, når de hele tiden taler forbi hinanden.

Når det går op for hende, at Julie ikke er i forhold med barnets far, skinner hendes konservative holdninger igennem. Hun er bange for, at man snart får børn med sig selv.

Således prikkes der til idylliske forestillinger om kernefamilien og parforhold, hvor man i forelskelsens rus bare ikke kan holde fingrene fra hinanden. Men bag Julie og Jespers hånlige blik, aner vi deres misundelse.

Efter tre sæsoner kan hovedpersonerne i ungdomsserien ikke længere skjule sig for voksenlivets virkelighed. Men med et velskrevet manuskript og festligt persongalleri holder 32 fanen højt.

Serien har stille og roligt vokset sig til en af tidens bedste og mest vedkommende danske føljetoner, der fortjener et meget større publikum.