Biografanmeldelse
26. okt. 2019
3 kvinder
Instruktøren Jafar Panahi træder foran kameraet, når han sammen med skuespilleren Behnaz Jafari – der også spiller sig selv – rejser ud i det iranske landskab. Foto | Jafar Panahi Film Productions

3 kvinder

Jafar Panahi cementerer sin position i filmkunstens superliga med et vredt og vittigt drama om iransk machovælde og kønsdiskrimination.

Af Rasmus Brendstrup

Den iranske Houdini, Jafar Panahi, er tilbage igen, og 3 kvinder slår med syvtommersøm fast, at han er en af vor tids væsentligste instruktører.

Internationalt er han kendt som manden, der bliver ved med at gennemhegle det konservative Iran, selv om han i 2009 blev fængslet for at planlægge en film om reformbevægelsen. Han blev sat fri, men idømt tyve års husarrest og berufsverbot.

Man kan ikke holde en god mand nede, som man siger, og det var en regulær sensation, da hans selvportræt This Is Not a Film i 2011 blev smuglet ud af Iran på et usb-stik gemt i en kage og præsenteret på Cannes-festivalen.

Det var formentlig for godt til at være sandt, det med kagen, men det var en god pr-historie. Det var heller ikke hans stærkeste film, men alle elsker en frygtløs dissident, der samtidig formår at være drillesyg.

Siden må husarresten være blevet lavet om til et udrejseforbud, for både Closed Curtain og Taxi Teheran er lavet uden for Panahis hjem. Skeptikerne tror, at han har lavet en studehandel med myndighederne. Panahi har ikke givet interviews i årevis.

3 kvinder får næppe konspirationsteorierne til at forstumme, men det gør ikke noget. Filmen kan sagtens stå på egne ben: vred, sensitiv, vittig og elegant symbolladet på en meget iransk måde.

Den samler trådene fra hele Panahis karriere. Her er feministisk stærkstrøm som i gennembrudsfilmene Cirklen og Offside, men også selvrefererende lurendrejeri, som der har været i alle filmene siden den påståede husarrest.

Filmen følger skuespilleren og tv-stjernen Behnaz Jafari, som spiller sig selv. Behnaz er gået i baglås efter at have fået tilsendt en selvmordsvideo lavet af en pige ved navn Marziyeh.

Hun er en cirka syttenårig mønsterbryder fra en lille landsby i de nordvestlige grænseegne, hvor de lokale taler tyrkisk og aserbajdsjansk.

Familien har bundet hende til et ægteskab med falske løfter om, at hun måtte forfølge sin drøm om at blive skuespiller – og Behnaz var hendes sidste håb. Nu har hun hængt sig.

Den chokramte Behnaz beder sin ven, filminstruktøren Jafar Panahi, om råd. Liget er ikke meldt fundet. Kan en aspirerende skuespiller have forfalsket videoen? De to ruller op i bjergene i Panahis bil og udfritter de lokale, mens Behnaz skiftevis græder og forbander ”den lille tøjte” langt væk.

Spillet mellem de to er fuldt af virkelighedsreferencer, som for eksempel da Behnaz nævner, at Panahi jo selv har lavet en film om selvmord: det dystre, glemte mesterværk Blodrødt guld fra 2003. Panahi har rødder i området og dermed sprogfordele i forhold til hende. Alligevel er hans rolle mest at træde varsomt og lytte – en lidt simpel, trind mand, der ikke buser frem som et bedrevidende bymenneske.

I landsbyen bliver pigens bror stærkt oprevet over besøget, mens en eneboer maler ildeset kunst – hun er også tidligere skuespiller – og en syg avlstyr på en bjergvej behandles som konge.

Alt sammen peger på den helt grundlæggende tematik: Landsbyen er et symbol på Iran som helhed, fyldt med machovælde og idiosynkratisk kønsdiskrimination.

Panahis virkelighedsspejlinger udspiller sig i et respektfuldt café-univers på en iransk bakketop under månens skær og minder om, hvor meget Panahi skylder sin læremester Abbas Kiarostami (Smagen af kirsebær) Filmen er næsten et katalog over locations, greb og temaer fra Kiarostamis landsbyfilm – en dedikation eller en tak havde været på sin plads.

I krydsfeltet mellem socialkritik, symbolisme, eksotisk dramatik og et fint blik for sprog- og kulturforskelle bringer 3 kvinder alle de kvaliteter i hu, som det iranske filmmirakel i 90’erne byggede på.

Den fortæller os også, at datidens håb om dybtgående forandringer endnu ikke er indløst.

Titel:
3 kvinder

Originaltitel:
Se rokh

Land:
Iran

År:
2018

Instruktør:
Jafar Panahi

Manuskriptforfatter:
Jafar Panahi, Nader Saeivar

Medvirkende:
Behnaz Jafari, Jafar Panahi, Marziyeh Rezaei

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
31. oktober

Relevante artikler

Biografanmeldelse
25. sep. 2015
Taxi Teheran

Taxi Teheran

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
02. dec. 2025
Saras stempel

Saras stempel

Biografanmeldelse
22. okt. 2025
After the Quake

After the Quake

Biografanmeldelse
07. okt. 2025
Modstanderen

Modstanderen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten