22 Jump Street

Denne anmeldelse kunne egentlig bare have været en afskrift af en to år gammel anmeldelse af 21 Jump Street.

For opfølgeren, den overlagt fantasiløst betitlede 22 Jump Street, er mere eller mindre den samme film. Samme præmis, samme vibe, mange af de samme replikker og nærmest nøjagtigt samme historie.

I etteren blev det uduelige betjentpar Schmidt (Jonah Hill) og Jenko (Channing Tatum) sendt undercover i på en high school for at optrevle en narkoring, efter at en studerende havde overdoseret sig med det nye stof H.F.S. (Holy Fucking Shit).

I toeren er det på college, narkoringen skal infiltreres, og det nye stof, som har forårsaget en OD, hedder WhyPhy (Work Hard? Yes. Play Hard? Yes).

Ligesom sidst går det galt på alverdens måder for de to velmenende idioter, hvis homoerotiske bromance sættes på en ny prøve. Indtil alting så alligevel løser sig til sidst, og Schmidt og Jenko gen-genopdager kærligheden til hinanden.

Det er så nemt, som det kan blive, og det er selve pointen.

21 Jump Street fra 2012 var en spoof på 80’er tv-serien af samme navn, som meget passende fik fornemt og morsomt cameo-besøg af seriens stjerne, Johnny Depp. 22 Jump Street er en spoof på etteren, en tykt selvironisk og selvrefleksiv genreparodi. Og det meste af tiden er meta-legen ganske fornøjelig.

Instruktørerne Phil Lord og Christopher Miller (LEGO-filmen) vender vrangen ud på den ene (toer-)kliche efter den anden – lige fra åbningsresumeet (”previously on Jump Street...”), overtydelige forklaringer af historiens gang og anmassende underlægningsmusik over genbrugshandlingen, der forsøges skjult bag en masse bulder og brag takket være et mangedoblet budget.

Heldigvis vendes den spiddende satire også indad. For skønt 22 Jump Street tager strøm på den endeløse række af dovne, parasitære efterfølgere, der slår mønt på etterens succes, så ved den også, at den selv er en af slagsen. Ligesom sin forgænger trygler 22 Jump Street om ikke at blive taget alvorligt, ja, nærmest om ikke at blive set.

Som politichefen udtrykker det i en særligt utilsløret meta-monolog: Ingen forventede noget som helst af genoplivningen af Jump Street (han taler om den hemmelige undercoverafdeling på konkret plan og om 21 Jump Street på meta-plan), men Schmidt og Jenko havde held i sprøjten. Nu skal de bare gøre akkurat lige som sidst, og så bliver alle glæde. Også selvom det aldrig bliver lige så godt anden gang.

Det sidste har han nu ikke ret i.

Etteren var som et bobletyggegummi, der mistede smagen halvvejs, fordi den begyndte at blive for optaget af de intriger, den havde bedt os om ikke at tage seriøst. 22 Jump Street forbliver sjov hele vejen igennem takket være begavet og subtil meta-komik med fynd i onelinerne og jokes, man formentlig først vil ænse ved et gensyn. Pik og patter-humoren må man så åbenbart leve med.

Det der med at skabe en spændende historie går Lord og Miller ikke så højt op i, men der er – i modsætning til i forgængeren – lige akkurat tilstrækkeligt med overraskelser og smæk for skillingen til, at man ikke taber interessen undervejs.

Den var dog ikke gået uden et sæt skuespillere med den rette satiriske sans og selvironi. De homofile undertoner mellem Jonah Hill og Channing Tatum er blevet tydeligere, og deres kemi bærer mange scenerne. Hill er på kendt territorium som den lidt sørgelige, forsmåede tyksak, mens Tatum tydeligvis har en fest, når han udleverer både sig selv og andre Hollywood-hunks samt sin egen karakterkliche – den imbecile muskelmand, underligt elskelig på en naiv, hundehvalpet måde – med et hyleskægt resultat i flere scener.

Forrygende selvironisk er også den vrede rapper Ice Cube, der i en fyldigere rolle end sidst overspiller virkningsfuldt som Schmidt og Jenkos koleriske, brølende chef Dickson og turnerer sine replikker med kogende raseri og bitter sarkasme.

Det er skægt til det sidste, måske endda allerskæggest under rulleteksterne. Her præsenteres vi for snesevis af mini-trailere til potentielle efterfølgere, hvor de to undercoverbetjente sendes på alt fra dykkerskole til plejehjem.

Selvom det unægtelig vil undergrave meta-joken en smule, så tager jeg gerne et par efterfølgere mere.