2001: A Space Odyssey

Jorden roterer langsomt rundt i det uendelige, og da månen og solen dukker op bag horisonten, trip-trap-træsko, tordner Richard Strauss’ Nietzsche-hyldest, Also Sprach Zarathustra, fra samtlige af IMAX-salens hundredvis af højttalere

At se filmen restaureret på et af Nordens største lærreder er som for første gang at se Stanley Kubricks vision realiseret til fulde. For instruktøren drømte stort, og sammen med den berømmede science fiction-forfatter Arthur C. Clarke satte han sig for skabe en film af episke proportioner og filosofisk tilsnit. 

Når man tænker på 2001: A Space Odyssey – som på dansk oprindelig hed Rumrejsen år 2001 – er det gerne midterdelen, man husker. De to astronauter på vej mod Jupiter, der bliver forrådt af den morderisk beregnende skibscomputer HAL, en historie genfortalt i børnehøjde i Pixars WALL-E. 

”I’m afraid I can’t do that, Dave,” undskylder computeren høfligt med et udødeligt skurkecitat, da astronauten vil lukkes ind i sikkerhed efter at have forladt skibet. 

Men det er kun én af filmens fire, vidt forskellige dele. Tilsammen danner de et fabulerende værk, nærmest ødselt i sin storladenhed, der viser menneskeheden dengang, nu og i fremtiden. 

Den første er abesekvensen, hvor en mystisk summende, sort monolit dukker op på en øde, afrikansk slette. Uforklarligt giver den de umælende aber inspiration til at bruge en knogle som våben. Dernæst følger vi en højtstående rumforsker på vej til Månen, hvor endnu en monolit – eller er det den samme? – er blevet opdaget. Et uomgængeligt bevis på intelligent liv andetsteds i universet. 

Selve fortællingen i 2001: A Space Odyssey er langsomt, springende fortalt, og den tager ikke rigtigt form før den skæbnesvangre Jupiter-mission en time inde. 

Månesekvensen dvæler længe ved den forestillede fremtidsteknologi, Kubricks hold manede frem: videoopkald, astronautmad og servitricer med velcrosåler, så de kan holde jordforbindelsen i vægtløshed. Livet i rummet var aldrig før blevet vist så virkelighedsnært eller så elegant – Arne Jacobsen designede bestikket. 

Kubrick har ry for at være en kold instruktør, men det er for let at sige, at den gamle skakspiller sætter teknikken over sine karakterer. Som kunstner kredser hans film om brydekampen mellem følelse og fornuft: gal krigshunger i Dr. Strangelove, dyriske impulser i A Clockwork Orange og latent ondskab i The Shining. 

I 2001: A Space Odyssey er Keir Dullea pragmatisk beslutsom i hovedrollen som Dave Bowman, en vaskeægte astronaut, der ikke lader følelserne løbe af med sig i kampen mod en ufejlbarlig maskine, der er blevet gal. 

Det er i denne film, at man allerstærkest mærker den menneskelige søgen efter mening, der går igen i alle Kubricks film. Filmen er en fabel over menneskelig udvikling fra urtid til ”hinsides det uendelige”, som filmens sidste kapitel hedder. Vores evige drift mod noget større. 

Men filmen er også et samtidsportræt og en betagende tidslomme fra midten af 1960’erne. Og så føles den stadig som en teknologisk tour de force. Effektpioneren Douglas Trumbull har skabt en detaljeret og virkelighedstro fremtid i tæt samarbejde med NASA, der året efter filmens udgivelse sendte de første mennesker til månen. 

Kubrick var en genial æstetiker, og han skabte nogle af sine smukkeste, mest forførende og millimetersymmetriske billeder i denne film. Det gælder ikke mindst hen imod den psykedeliske fjerde del. 

2001: A Space Odyssey ramte perfekt ned i tidsånden. Mens rumkapløbet i aviserne og Star Trek i flimmeren havde fået amerikanerne til at spejde mod stjernerne, gjorde modkulturen det hipt at få farmakologisk hjælp til at spejde indad. 

”Det ultimative trip,” stod der på plakaten, og da Bowman forlader Jupiter mod stjernerne, er det præcis, hvad man får. 

Astronautens rejse gennem kalejdoskopiske, farverige lyskonstellationer for at ende i et victoriansk sovekammer er blevet analyseret og fortolket i et halvt århundrede, uden at nogen har knækket koden. 

Det er en fascinerende og frustrerende afslutning, der skal sætte vores hjerner i gang og få os til at undre os. Til at være nysgerrige. Til at blive ved med at søge.