20 dage i Mariupol

Der er gået inflation i sproget, ikke mindst i dagspressen. 

Det kan derfor i dag være svært at udtrykke kraftfuldt nok, hvordan noget påvirker én. Når hver anden overskrift handler om ”chok” og ”rædsel”, og når alle ”raser” og ”hader”, hvad så, hvis man rent faktisk har de oplevelser og følelser? 

For ægte chok er den følelse, som årets Oscar-vindende Ukraine-dokumentar 20 dage i Mariupol efterlader én i. 

Man kan pludselig næsten ikke trække vejret. Man sitrer og ryster over hele kroppen. Hjertet banker, så man tror, det vil stoppe. Man er bange, ligesom et barn er bange. Man får tårer i øjnene. Man siger ”nej, nej, nej” – også selv om man sidder helt alene i stuens halvmørke. 

Det er i psykologisk forstand grænseoverskridende at opleve filmen, som kan ses på DRTV. Måske traumatisk? 

Da Putins hær med jægerfly og tanks, hvor et hvidt ”Z” er skrevet hurtigt med spraymaling på siden, belejrer marinebyen Mariupol tæt på grænsen til Rusland, beslutter den ukrainske krigskorrespondent Mstyslav Chernov og hans journalister med dødsforagtende heltemod at blive i byen. 

De vil dokumentere krigen for deres redaktører på Associated Press og Public Broadcasting Service-formatet Frontline. Så mens alle andre rejser ud, er filmholdet tilbage sammen med alle dem, der ikke vil eller kan flygte. De filmer – og de filmer alt. 

Billederne er håndholdte og rystede med enkelte, kortere optagelser fra droner eller ældre klip fra nyhedsudsendelser, hvor de dele, vi lige har set udfoldet, går igen som små nyhedsindslag. Lykkeligvis er de nået frem og har gjort en vigtig forskel, ja, i realiteten ændret slagets gang. 

Vi ser hele den optagelse, der danner baggrunden for et berømt indslag i nyhederne med en gravid kvinde, der på en båre bæres ud af et hospital, som lige er blevet sønderbombet. Kvinden er halvt bevidstløs. 

Det oplyses, at hendes bækken er knust. Fostret er afgået ved døden for længst, ligesom hun selv gør kort efter. ”Hun bad os om at slå hende ihjel,” siger lægerne og sygeplejerskerne nøgternt. 

På et tidspunkt ligger der en afrevet arm fra et barn på jorden. En læge viser journalisterne et dødt spædbarn i en kælder, der bruges som lighus. ”Jeg vil ikke vise jer hans ansigt, men I kan jo se, at han er helt nyfødt,” siger lægen om drengen, der stadig har en klemme på navlestrengen. 

Inden længe vænner man sig næsten til de overvægtige, midaldrende og gamle menneskers lig, som de ligger sårbart udstillet på asfalten iført det ofte meget tarvelige tøj, man nu lige har kunnet få fat i. 

Der er også en reportage, hvor vi er med i en massegrav. Ikke i et splitsekund eller set på afstand, men mange ubærlige minutter med arme med armbåndsure, der stikker frem. Eller noget hår. En enlig sandal på jorden. Et ben. 

Og en ligbærer, der helst ikke vil interviewes. ”Så begynder jeg bare at græde,” som den solide, store mand siger. 

Det hårrejsende ligger i realismen. 

Vi har så tit set de skamskudte bygninger. Men her følger vi i højkvalitetsbilleder en tank, der kører forbi nedenfor på gaden i noget. Det lange kanonløb tager sigte. Booom! En lejlighed er skudt i smadder i et boligkompleks for enden af vejen. Soldaten i hullet sigter igen. Booom! Elektronikbutikken på hjørnet, som vi har set igen og igen, men på et sekund er helt væk. 

”De gode bliver bedre. De onde bliver værre,” siger en person, og folks enorme indsats for at hjælpe gør et uudsletteligt indtryk. 

En smilende mand holder et lille akvarium med en sumpskilpadde. ”Hvad skal den?” spørger journalisten. ”Ja, den skal da med. Han er jo vores kæledyr!” svarer manden, der ligesom så mange andre redder, trøster, bærer, syr, krammer, skovler eller kører. Eller spiller guitar og synger børnesange i beskyttelseskælderen. 

Folk oplader deres mobiler ved de ganske få stikkontakter, der endnu virker. ”Det er kun for at bruge dem som lygter. Man kan ikke længere ringe,” forklarer journalisten. 

20 dage i Mariupol er en rædselsvækkende, men nødvendig dokumentation af krig i almindelighed og den russiske invasion i særdeleshed. Den kan få det til at løbe én koldt ned ad ryggen. For hvad bliver det næste skridt? Hvornår er det vores tur?