1917

To britiske soldater bliver i 1917 sendt på mission ind i fjendeland. De skal til en ihærdig general overbringe den vigtige besked, at tyskernes tilbagetrækning fra ingenmandsland i Frankrig er ren lokkemad. 

Total udslettelse venter, hvis de 1.600 angrebsklare briter buser fremad som planlagt. Udtrykket ”deadline” har aldrig haft større relevans – og tidspunktet er daggry. Afsted! 

Sam Mendes gav forstads-USA ridser i facaden med American Beauty, troede på kærligheden i Revolutionary Road og Away We Go og har senest vist sig at være en yderst habil action-instruktør med Bond-filmene Skyfall og Spectre. 

Med 1917 spænder han buen til bristepunktet. 

Her er endeløse skyttegrave, mudderkratere, lemlæstede lig og hestekadavere. Her er snubletråde og miner for neden, Albatros-kampfly fra oven, natlig desorientering, flammehav og ruinhobe fulde af snigskytter. 

Og så er der midt i al den grufulde, historiske realisme en substantiel dosis melodrama: Den ene af budbringerne har en bror, der står i første geled ved fronten, og undervejs er der civile at hjælpe. 

Det lykkes Sam Mendes at forene de to tonaliteter i filmen, uden at Hollywood-fanfarerne bliver alt for pompøse, og det klæder fortællingen. 

Første Verdenskrig var måske det mest rundhåndede og beskidte spild af menneskeliv, verden har set. Det individualiserende blik på de menige og fysikaliteten i de rottebefængte skyttegrave er kun set mere autentisk i Peter Jacksons banebrydende They Shall Not Grow Old, hvor dokumentaroptagelser fra Første Verdenskrig ved teknologiens mellemkomst fik farve, lyd og overvældende livskraft. 

Dean-Charles Chapman og George MacKay kunne være trådt ud af den film. De er godt castet i 1917 som de jævne fodtudser, der ikke har gennemskuet krigen. Chapmans Blake er ungdommeligt patriotisk, mens McKays Schofield er typen, der desillusioneret bytter sin tapperhedsmedalje fra Slaget ved Somme for en flaske vin. 

I mørket og kugleregnen er de to helt afhængige af hinanden, og man bliver udmattet bare af at se dem hive hinanden op af mudderet. Det er grumt, affortryllet (bortset fra den irriterende tendens til britisk gentleman-opførsel) og absolut heroisk. 

Alligevel føles det ofte, som om hovedpersonen i filmen er en helt tredje.

Det er nemlig umuligt at abstrahere fra kameraet i 1917. Roger Deakins – der efter tretten forgæves Oscar-nomineringer omsider vandt sidste år for Blade Runner 2049 – har taget hele arsenalet af steadicam og kraner i brug og filmet de to timers drama i noget, der ligner én kunstfærdig bevægelse (i realiteten er der en del klip, mestendels usynlige). 

Det gør den lineære bevægelse til en taktil rejse i niveauer, bevoksninger, bebyggelser, topografier og – særligt effektivt – belysninger. 

One-take-film kan være et tveægget sværd. Det kan fungere som et æstetisk greb, der udvider vores måde at sanse og forstå et særligt stof på. Sauls søn lader os sanse en kz-lejr i næsten 1. persons-form, Russian Ark er en fuldbragt hyperstiliseret og museal rejse i zarhistorien, og Utøya 22. juli gør et velkendt mareridt endnu mere mareridtsagtigt og virkeligt. 

Omvendt undslipper det første skud på one-shot-stammen overhovedet, Hitchcocks Rebet fra 1948, aldrig helt følelsen af at være et teknisk tynget eksperiment. Her skygger gimmicken for stoffet. Samme følelse fik jeg med Oscar-vinderen Birdman, der som metafilm ellers kunne tillade sig at bryde væggen til publikum meningsfuldt ned. 

Og det sker igen et betragteligt antal gange undervejs i 1917. 

Ræsonnementet for Sam Mendes er ellers indlysende nok. One-take-teknikken planter os tættere på urets tikken og de unge mænds gisp, hver gang de træder over en bakkekam. Her er ingen vej tilbage, kun frem. 

Alligevel fremstår den som en unødigt liret film, hvor filmholdets heltedåd overskygger soldaternes. Andre vil sikkert anskue det sådan, at to gange plus stadig giver plus – det er nok en smagssag. 

Uanset hvad er 1917 endt som et værk, der er spændt ud mellem krigens ragnarok og kunstens æstetiserende tæmning og trimning.