13 Reasons Why

En smuk, ung kvindes død er et glimrende udgangspunkt for serie-gåder. Tænk bare på, hvordan Laura Palmer og Nanna Birk Larsens lig indhyller alting i paranoia og mistanke i henholdsvis Twin Peaks og Forbrydelsen.

Netflix’ nye serie 13 Reasons Why fremmaner overbevisende samme dystre stemning, selv om vi denne gang ikke jagter en morder.

Hannah Baker (Katherine Langford) har nemlig begået selvmord, og når et ungt mennesker træffer det valg, hober spørgsmålene sig op, og alle efterladte leder febrilsk efter forklaringer.

Det vidste Hannah, så hun har efterladt sig gådefulde svar.

Serien baserer sig på Jay Ashers roman af samme navn, der er udgivet herhjemme som Døde piger lyver ikke. Og det er ganske rigtig vanskeligt at modsige en afdød.

En dag finder klassekammeraten Clay Jensen (Dylan Minnette) en brun papkasse foran familiens hoveddør. Under pap og gaffatape ligger en bunke kassettebånd, og Clay må en tur forbi far for at høre, hvordan sådan nogle anakronistiske rektangler fungerer.

Clay bliver naturligvis chokeret, da Hannah begynder at tale fra graven på båndene. Hun har op til selvmordet indspillet tretten årsager til, at hun ikke længere er i live, og på hvert bånd udpeges én person som medskyldig i hendes død.

Får man båndpakken leveret, er man én af de tretten grunde til selvmordet, siger den døde pige med stoisk ro.

Clay har nu ikke bare mistet sin ungdoms store forelskelse. Han har også været med til at skubbe hende ud over kanten, og skyldsfølelsen rammer ham durk som en knytnæve i solar plexus.

Hannahs kassettebånd er seriens struktur. De udgør tilsammen et overskueligt puslespil over noget så komplekst som selvmord, og som dramaturgisk finte fungerer indspilningerne vældigt godt.

I starten kan det dog synes en kende odiøst, når Hannah fuld af overskud beretter om sin snarlige død og om den skyld, hun nu vil placere over tretten omgange. Som om hun er en lumsk dukkefører, der styrer begivenhedernes gang og folks følelser fra graven.

Men heldigvis reduceres selvmordet aldrig til blot at være en gimmick. Serieskaber Brian Yorkey formår dygtigt at anvende det tabuiserede emne til at fortælle en større og yderst vedkommende historie om mobning i en digital tid.

Spotlight-instruktør Tom McCarthy har instrueret de to første afsnit, og han formår at puste liv i de unge high school-elever.

Devid Druid, der tidligere har brilleret i Louie og Joachim Triers Louder Than Bombs, dukker op som herligt nørdet fotograf uden fornemmelse for privatlivets fred.

Dylan Minnette gestalter hovedpersonen Clay som en undseelig, introvert gut med Playmobil-hår og melankolske øjne. Al den sorg og skyld, han føler, kontrasteres med de gladere tider før selvmordet, når vi i flashbacks ser, hvordan han mødte Hannah.

De arbejdede sammen i den lokale biograf, og det var her, han aldrig fik fortalt, at han var forelsket.

Katherine Langfords Hannah optræder i tilbageblikkene som en glad og flirtende figur, og den opførsel ender med at give problemer. Som tilflytter er hun nemlig særligt sårbar og et nemt offer.

En dreng, som hun afviste at have sex med, begynder at sprede rygter og billeder af hende på skolen, og snart er Hannah stemplet som billig rendemaske.

13 Reasons Why får simpelt, men effektivt vist, at hvad der for ét menneske er ligegyldigt drilleri, kan for den udsatte være ødelæggende.

Alle voksne i serien opfører sig komplet idiotisk, og det mærkes, at Brian Yorkey har brugt mest tid på de unges indbyrdes forhold i skriveprocessen. Forældre og lærere kunne med fordel være tildelt flere nuancer, men omvendt bidrager det til den generelle mareridtsstemning, at de unge er fuldstændigt overladt til sig selv og hinandens paranoide blikke.

Når en person modtager en pakke med bånd, ved vedkommende nemlig ikke, hvem der ellers har hørt Hannahs dom. Og efter fire afsnit er der stadig mange uløste gåder.

Vi ved endnu ikke, hvilken rolle forsigtige, lille Clay spiller i selvmordet.