Tre film har skræmt thriller-instruktør
Jahfar Muataz, der er blevet nomineret til priser for alle sine film på Ekko Shorlist (Det ottende sakramente, Kaboos, Splittet og Partisan), er svær at skræmme. Alligevel har tre film fået skovlen under ham.
Skyld handler om noget, der på en gang er smukt og vildt skræmmende: fortiden, der indhenter os. Det er en tematik, man kan indleve sig i, uanset om man holder med hovedkarakteren eller ej.
Det er vildt fedt, at færøske Heidrik á Heygum, der ligesom jeg selv er uddannet på Super16, bruger gysergenren til at behandle budskabet. For fortiden hjemsøger os altid, men det er helt bogstaveligt, når sygeplejersken Andrea oplever mærkelige ting i et gammelt hus på en afsidesliggende ø på Færøerne.
Jeg værdsætter virkelig brugen af de klassiske, tekniske gysergreb, som Heygum samtidig formår at gøre til sine helt egne. Jeg tænker især på brugen af lyd, som virkelig er fucked up.
Jeg elsker genrefilm, men når det gælder horror, er jeg nok lidt for hærdet. Der skal meget til at skræmme mig, men jeg blev virkelig imponeret over Skyld.
Den blev ikke mindre uhyggelig af at blive set klokken tre om natten, og jeg blev på et tidspunkt nødt til at skrue lidt ned for lyden. Det er den højeste ros, jeg overhovedet kan give.
Kakerlak handler om en mand, der prøver at styre sig, men ikke har den fjerneste anelse om, hvad han skal gøre af sig selv.
Det finder jeg sygt scary.
Filmen stabler et mærkeligt univers på benene med nogle meget spøjse typer, som gør tilskueren vildt interesseret i, hvad i al verden der foregår.
Jeg har en forkærlighed for lidt længere kortfilm, som stabler en meget gennemarbejdet fortælling på benene. Og det må for min skyld gerne tage mere end tyve minutter.
Det passer mig derfor godt, at Kakerlak næsten varer en halv time. Især når filmen leverer nogle vilde, kreative valg i forhold til lyddesign og kameraføring. For slet ikke at tale om det gullige filter!
Jeg sætter stor pris på film, der fortæller historier på deres helt egen måde. Og alt det klamme gule klæder virkelig Kasper Juhls univers.
501 skildrer en tilfældig aften på en bodega, hvor gæsterne kommer op at skændes.
Kortfilmen har nogle gode horrorelementer, men jeg ville ikke som sådan kalde den en gyser. Den har dog nogle træk, som bør få håbefulde genrefilmskabere til at kigge med og tage et par noter.
Jeg er selv en meget visuel instruktør, så jeg går meget op i, at man bruger det visuelle til noget funktionelt. Og Jesper Maintz har truffet nogle ret vilde, kreative valg, som kaster tilskueren rundt. På et tidspunkt kører 501 baglæns.
Da rulleteksterne begyndte, sad jeg med en følelse af, at jeg bare måtte have flere svar. Og jeg ved, at når jeg får tænkt mig godt nok om, vil jeg finde nogle rigtigt fede pointer i fortællingen.
