Artikler I kategorien: Tema

For seks år siden kom det store vendepunkt i dansk film. En ny bølge af debutanter brusede frem, og siden har intet været det samme.

Der er en del eksempler på tros- og lidelsesbilleder i filmhistorien. Men når filmen ikke i større udstrækning har haft brug for religionen, er det muligvis, fordi mediet selv tilfredsstiller lignende behov.

Hvorfor grave i historien? Peter Øvig Knudsen er aktuel med andet bind af Blekingegadebanden, som skal danne forlæg for en tv-serie, en spillefilm og en dokumentar.

Stine Bierlich var et naturtalent og en af 80‘ernes mest eftertragtede unge skuespillerinder. Men filmbranchen og berømmelsen blev både en himmel og et helvede for hende.

Hvis der er moderne kulturprodukter, der har formået at samle befolkningen i en oplevelse af national identitet, så er det Matador og Krøniken. Sociologen Henrik Dahl ser på serierne som Danmarkshistorie

Er tv-kanalen Cartoon Network andet end larm, billigt genbrug og primitive nye tegnefilm? Vi ser nærmere på den forkætrede kanal, der har næse for markedet.

Og romanforfatteren skal holde sig langt væk fra en filmatisering af sin bog, mener forfatteren Kim Fupz Aakeson, der oplever det som mere safariagtigt at skrive prosa end filmmanuskripter.

Det er vanskeligt at forstå de sidste 25 års Carlsberg-reklamer, hvis man udelukkende går på jagt efter frække symboler. Tidsånd, markedspositioner og løftede pegefingre sætter deres aftryk på reklamen, skriver forfatteren Asger Liebst, der sammenligner ølreklamer i tre årtier.

I midten af 70’erne greb de unge kameraet. Og for første gang kunne ungdommen kigge op på lærredet og genkende sig selv. Historien om en gylden, langhåret periode, der druknede i frisind og Hollywood.

Skurken er min helt. De saftigste skurke overgår langt heltene, måske fordi de trods alt afspejler det ægte menneske og ikke det golde ideal. Jakob Stegelmann om populær-kulturens skurke — fra 1930'ernes føljetonfilm til nutidens Star Wars. 

Den danske novellefilm har i perioder fungeret som et kunstnerisk frirum, hvor især nye talenter har boltret sig og skabt klassikere i det korte format.

"Han digter med dokumentaren," lød begrundelsen, da Max Kestner for nylig fik Dreyer-prisen. Vi taler med instruktøren om hans barokke selvportræt Rejsen på ophavet, dvd-gaven i dette nummer, og bagefter skriver Max Kestner om forholdet mellem film og virkelighed.

Vi har efterhånden lært at være kritiske over for reportagefotografiet. Og vi ved godt, at mediebilledet er styret og iscenesat. Fotohistorikeren Mette Sandbye anskuer diskussionen om de spektakulære pressefotos fra en anden vinkel: De kan fungere som nødvendig bearbejdning af traumer.

Dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen var i 2003 med til at sætte den politiske journalistiks dagsorden med den kontroversielle film Fogh bag facaden. Nu har han gjort det igen med Lykketoft finale, der blev optaget uden hovedpersonens formelle tilsagn.

Et flot billede og en slagkraftig tekst er ikke længere nok. Vor tids ungdomsreklamer skal være kulturelle begivenheder, skriver forsker John Thorup og bruger den berygtede reklame for REMREM-ure som eksempel.

Filmatiseringer er normalt ikke manuskriptforfatteren Bo hr. Hansens kop te. Men en dag fik han et kald. Her fortæller han om arbejdet med at omsætte Bjarne Reuters roman En som Hodder til film.