Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Brad Pitt og Marion Cotillard er skønne at se på, men den spændende identitetshistorie drukner i overdramatiserende indfald.

Satirisk drama om kvinders hårde liv i en religiøs mandeverden skaber slående billeder fra et forarmet, men smukt østeuropæisk land. 

Instruktøren bag Tilbage til fremtiden har forvandlet Roald Dahls mørke børnebogsklassiker til fjoget og sjælløs film.

Steve Carell er uhyggeligt god i sin første dramatiske og Oscar-værdige rolle som regent i brydersportens verden. Men Foxcatcher imponerer allermest som et helstøbt værk.

I sin mest personlige film stiller Jørgen Leth ærligt og rørende en skrantende krop, upålidelig hukommelse og lammende søvnløshed til skue.

”Jeg har aldrig set dansk action så brutal,” skriver Ekkos anmelder om intens politi-thriller, der med nuanceret blik på racisme hæver barren for den hjemlige filmproduktion.

Den norske, Oscar-nominerede film om Thor Heyerdals vanvidsprojekt er episk gammeldags, men også flamboyant og overdådigt fortalt.

Henrik Ruben Genz forvandler Erling Jepsens skæmtsomme skrøne til en semitragisk skæbnefortælling, der fortjener at blive filmen om sønderjyske soldater i Første Verdenskrig.

Stjernespækket samlebåndskomedie svigter sit populære børnebogsforlæg og er en pinlig bundskraber for Robert De Niro.

Kieślowski slutter sin hudfletning af idealer mesterligt ved at vende vrangen ud på broderskabet. Her er mennesket i en rørende, ensom jagt på lidt kærlighed.

After-filmene er én lang pigesexfantasi. Det er plat, men toeren formår indimellem at vise ægte kærlighed og fokusere på kvindelig nydelse.

Romantisk ensemble-komedie om den lille forskel mellem mænd og kvinder, sorte og hvide, er en lind strøm af speedsnakkende fordoms-tour de force i Las Vegas.

Interessant historie om higen efter online-anerkendelse bliver dårligt udført i uoriginal horror-thriller.

Ethan Hawke gør, hvad han kan over for Sinisters slappe genbrug af onde børn og okkulte overtoner. Men rigtigt skræmmende bliver det aldrig.

Gyser om en skræmmende porcelænsdukke behersker genrekonventionerne, men ambitionerne er lave og slutningen decideret latterlig.

Generationers kærlighed til filmhistoriens mest elskede hund skal genopdages i moderne version, som dog er mere kikset end kærlig.