Forsangeren nægter at tage sit forvoksede papmache-hoved af i band-portrættet Frank, der syder af selvironisk hipsterhumor, men ender som en rørende, tragikomisk granskning af det ægte talent.
Room griber om struben på én og presser tårerne frem i øjnene, så selv Lars Bukdahl, der ellers er en inkarneret modstander af følelsesmanipulation, må overgive sig.