Anmeldelser

Jean Renoir var syrlig og ironisk, men bliver gjort til bedemand i den nysselige Renoir, mener Bo Tao Michaëlis.

Fordommene om franskmændene køres helt ud, når Julie Delpy leger Woody Allen.

Med sans for antydningens kunst fortæller kinesisk film om forholdet mellem en husholderske og hendes arbejdsgiver.

Lasse Halmströms comeback i svensk film er en effektiv thriller, der forsumper i scener fra et ægteskab.

Dracula er forvandlet til hønefar i det farverige monstervælde på Hotel Transylvania, hvis velkendte historie voksne vil gennemskue og børn more sig over.

Skuespilleriet fejler ikke noget, men Elles er uden tematisk fokus og synes ikke rigtig at vide, hvor den vil hen med sin historie. Ud over at flirte med en omgang softcore-porno og synkront vise borgerskabets indiskrete charme.

Hella Joofs Sover Dolly på ryggen er en velkendt komedie med omhyggeligt konstruerede sammentræf, komiske misforståelser og vidtdrevne karikaturer, men heldigvis også mere end det.

Filmatiseringen af On the Road er desværre kun blevet til et sympatisk ekko af Jack Kerouacs beat-klassiker og ikke så meget et kunstnerisk bud anno 2012, selvom filmskaberne har gjort sig umage.

Sympatisk modtræk til Taylor Sheridans reaktionære revolverunivers er en rodløs ramasjang uden sammenhæng og med lige så megen humor som en dødsannonce.

Norsk eventyr baseret på H.C. Andersens Snedronningen er stift animeret og plottet blottet for overraskelser og originalitet.

Julia Ducournaus opfølger til body horror-sensationen Titane er en rodet og unødigt kompliceret aids-fabel, hvis æstetisering til tider føles som en uværdig behandling af epidemiens ofre.

Murakami-filmatisering om et jordskælvs efterdønninger vakler mellem det symbolske og det sentimentale, mens den følelsesmæssige dybde fordamper minut for minut.

Hollywood plagierer sig selv med sportsserie, hvis humorforladte manuskript og rollebesætning skriger på komikere.

Call Me By Your Name-instruktørens uklare udforskning af køn og magtforhold i MeToo-æraen drukner i prætentiøs pseudo-filosofi.

Virkelighed, fantasi og halvhjertet samfundsanalyse blandes i en pærevælling, der ofte virker lige så skizofren som den nekrofile seriemorder Ed Gein.

Sidste kapitel i fortællingen om Downton Abbey er en nostalgisk, flad omgang, der prøver at behage sine mange fans, men nok ender med at skuffe dem.