Anmeldelser

Den Oscar-nominerede animationsfilm Brendan og hemmelighedernes bog er et medrivende, keltisk eventyr med et forførende design og temaer, der taler til alle.

David Ayer valgte den rette manuskriptforfatter til sin ukonventionelle politifilm: Sig selv.

Paddy Considine leverer med sit instruktørdebut en uhyre fin skildring af modsætninger, der mødes. Men også en stærk, ligefrem brutal film, der skildrer et miljø fyldt af fysisk vold og mental forarmelse.

Barbara er en forfrossen kærlighedshistorie fra DDR-tiden, der er mindre publikumsvenlig, men lige så fremragende som De andres liv.

Der er indignation fra væg til væg, når Christoffer Guldbrandsen køligt fremlægger en hårrejsende, forudsigelig trist og aktuel historie om vestlig udbytning af Afrika.

Dziga Vertovs 83 år gamle stumfilmmesterværk giver fornyet tro på filmkunstens muligheder.

Julemanden, Påskeharen og Tandfeen er truet i De eventyrlige vogtere, der er en finurlig hyldest til den barnlige fantasi.

I sin første amerikanske film siden Nightwatch spiller Ole Bornedal gysets symfoni, så djævlene jubler.

Identitetskonflikten går sublimt gak i Leos Carax’ comeback-film, hvor Denis Lavant har intet mindre end elleve roller.

Med sit enfoldige udsagn om, at kolde scener ud af ægteskabet bare skal tøs op med lidt nostalgisk eftertanke, er Hope Springs ikke for sukkersyge sjæle.

Twilight-fænomenet er massivt fascinerende, men talentet er svært at øje på i det endelige punktum på den paranormale romance.

Dracula er forvandlet til hønefar i det farverige monstervælde på Hotel Transylvania, hvis velkendte historie voksne vil gennemskue og børn more sig over.

En kat i Paris beviser, at man sagtens kan skabe følelsesmæssig og visuel dybde til børn uden buldrende 3D-effekter.

Som en dokumentarfilmens Dommedag nu rejser den fænomenale The Act of Killing ind i menneskets mørke hjerte med surreelle billeder af dansende gangstere i drag og folkedrab med smil på læben.

Ethan Hawke gør, hvad han kan over for Sinisters slappe genbrug af onde børn og okkulte overtoner. Men rigtigt skræmmende bliver det aldrig.

Keep The Lights On taber hurtigt flyvehøjde, og snart går det op tilskueren, at den farve- og tonemæssigt ikke har stor bredde at byde på. Thure Lindhardt er god, men man kunne ønske, at rollen var lidt mere fordrende for hans talent.